Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen
I ægte klassisk stil fortæller Gregersen-sagaen om en overklassefamilies storhed og fald, med start i 1954 og med slutning midt i forfatterens egen samtid, 1974. Familien Gregersen består af direktør-far, den nervøse perfekte værtinde-mor, og de fem søskende Erik, Karen, Bo, Rune og Maj, der hver især går vild i deres søgen efter faste forhold og siden hen andre måder at gøre tingene på.
Ved middagsbordet
Det begynder så godt: der skal holdes familieselskab, for alle børnene er hjemme, inklusive den generte Karen og den nyforelskede Erik, der ellers begge er flyttet hjemmefra. Også familiens nærmeste venner, Tjumse og Jørgen, er inviteret, for de ”hører da med”, som fru Gregersen så sødt udtrykker det. Det tør siges.
Ved middagsbordet spøger direktørfamilien med, at man da heldigvis ikke er bundet af tidligere tiders konventioner, hvor der var emner, der ikke kunne diskuteres ved middagsbordet, såsom penge, politik og tøj, eller rettere: det der gemmer sig bag tøjet. Sådan er det heldigvis ikke her, her er man med på noderne og tør diskutere Soya med teenagedatteren.
Men, men, det vigtigste er nu stadig, at stegen er mør, og at ingen er uvenner. Far præsiderer over middagsbordet, mens mor griber sig til perlekæden af nervøsitet, når stegen skal skæres, eller stemningen halter. Sådan er banen kridtet op i Christian Kampmanns (1939-1988) romankvartet, der udgøres af de fire bind Visse hensyn, Faste forhold, Rene linjer og Andre måder, der udkom i årene 1973 – 75.
Samtalen
At læse Kampmann er at læse dialog. Der bliver talt og talt, og replikkerne er dobbelttydige. Det er her, understrømmen af følelser går, det er her, karaktererne uafvidende afslører deres svagheder. Allerede fra første binds første sætninger aner man, at der er noget under overfladen, og det er netop dette nedenunder, de fire bind afdækker.
Gregersen-sagen var en enorm succes. Hvert bind solgte i 120.000 eksemplarer, selv om det intellektuelle parnas ikke havde meget til overs for romanerne, der var mindre eksperimenterende end Kampmanns tidligere udgivelser – og så var det i øvrigt tidens trend at skrive om arbejderklassen frem for overklassen. I de seneste år er Gregersen-sagaen kommet på mode igen. I 2004 blev romanerne filmatiseret (med begrænset succes) og Århus Teater er i gang med en dramatisering af romanerne, der løber over flere år.
…og i sengen
Undervejs kuldsejler det ellers udadtil så fasttømrede ægteskab mellem direktøren og fruen, for ak og ve, direktøren har en affære med fruens bedste veninde, Tjumse, der da også indledningsvis er en kvinde med mere spræl i end rivalinden. Og som altså i en ubehagelig forstand så sandelig ”hører med” i familien. Heller ikke søskendeflokken har held med kærligheden.
På forskellig vis går de fejl af sig selv og deres partnere; vælger forkert, vil have for meget, men alligevel nøjes de med for lidt. Som Maj, der gifter sig med adelige Sixten, der desværre har en mere avanceret seksuel smag end Maj selv. Og da Maj er sin mors datter, retter hun ind. Vil man holde på sin mand eller ej? Eller som Erik, der er gift med sin elskede Marianne, men fristes midt i al tidens frigjorthed til at indlede et forhold til Kirsten, som ingen ved sine fulde fem ville vælge frem for Marianne. Hvad Erik da heller ikke har tænkt sig, men Mariannes tolerance strækker sig ikke til at være én af to.
Sådan skøjter hele familien rundt i kærligheden. De er opdraget efter borgerlige normer, og det er de normer, de alle bevidst stræber efter, hvor frigjorte de så end tror sig. Selv Bo, der er bøsse, og som er den, der fra starten har det skarpeste blik for hulheden i familiens såkaldte frigjorthed, drukner i de konventionelle drømme: han vil ikke nøjes med at spille andenviolin i forholdet til sin gifte elsker, han vil have det hele. Tosomheden. Det faste forhold.
Frigjortheden
Kampmann lander på sin vis mellem to stole. Den borgerlige familie er hul, de borgerlige normer fungerer ikke i et moderne samfund, men alternativet er bestemt ikke hippiebevægelsens seksuelle frigjorthed. Forfatteren har et godt øje til mennesker, der tror, de er åh-så-frigjorte, hvad enten der er tale om direktør Gregersen eller om Karens mand Jes, der har travlt med at prædike kvindefrigørelse, uden nogensinde at have drømt om at smøre sin madpakke selv. Og det er her, i sit hverken-eller, romanens styrke ligger.
Forfatteren tror måske nok på, at der findes ”andre måder” at leve på, men den generation af mennesker, der optræder i bogen, har spillet fallit. I deres frigørelsesforsøg fra borgerligheden er de enten gået i den modsatte grøft, hvor der ikke siges nej til at følge nogen som helst lystimpuls, eller de er bundet på mund og hånd af deres opvækst.
Kommentarer