Bog

Vampyrkongen

Af (
2012
)

Anmeldelse

Vampyrkongen af J. R. Ward

19 nov.13

Spændende, original og lovende vampyrserie for voksne læsere med hang til en stærk kærlighedshistorie.

'Vampyrkongen' som er 1. bind i serien om 'The black dagger Brotherhood' er intet mindre end god fantasy for voksne (kvindelige) læsere. Vampyrer er altid blevet associeret med begær og sex, og det er heller ikke til at komme uden om her, selvom der naturligvis er tale om en kærlighedshistorie.

Historien udspiller sig i Caldwell nær New York, hvor en endeløs krig hærger mellem de sidste vampyrer og deres dødsfjende Omegaen. Vampyrerne har alle odds mod sig, da Omegaen har en nærmest endeløs hær af eliminatorer til rådighed og dødeligheden blandt vampyrer er høj. Kun få vampyrer fødes, og mange overlever ikke fødslen eller senere deres forvandling, der finder sted, når de når deres 25. år. Det eneste der står mellem racen og den sikre død er seks barske krigere, det såkaldte Black Dagger Broderskab, der har viet deres liv til at beskytte racen for enhver pris.

Wrath er den ukronede konge. Han er Broderskabets ubestridte leder, benhård og kompromisløs. Lige indtil den dag han møder den smukke halvblodsvampyr, Beth, der er datter af et nu afdødt medlem af Broderskabet, og som aldrig havde forestillet sig, at der fandtes vampyrer i virkeligheden. Mødet mellem dem forløber ikke som ventet, og snart må Wrath kæmpe mod andet og mere end sin uovervindelige dødsfjende.

Siderne vender sig selv, og ud over de to hovedpersoner får man indimellem også andre vigtige karakterers synsvinkler, og det styrker kun bogen. Der er et nuanceret persongalleri, der tegner godt for de efterfølgende bind i serien, hvoraf bind 4 ’Den skjulte broder’ netop er blevet oversat til dansk.

J. R. Ward har skabt en original og spændende indgang til en serie, der ikke umiddelbart minder om andet, jeg har læst. Det tætteste jeg kan komme må være Lara Adrians 'Midnight Breed'-serie, der også omhandler et broderskab, men som dog ikke helt når samme standart som Ward.

Hvis man ikke lader sig afskrække af en vampyrrace, der ikke ligner nogen anden, du tidligere har mødt, så kan denne serie varmt anbefales.

 

Bogdetaljer

Secondary title
The black dagger brotherhood
Forlag
Tellerup
Oversætter
Louise Christiansen
Faustnummer
29470723
ISBN
9788758810010
Antal sider
606

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer