Bog

Under messen

Af (
2006
)

Anmeldelse

Under messen af Georg Metz

01 maj.10

Jeg glæder mig hvert år til november – til at være én af de (anonymt) ”optrædende” på den årlige Bogmesse i Forum i København

 - én af BOGFOLKET, som Georg Metz portrætterer i ’Under Messen’.

Men det er langtfra alle bogfolk, Georg Metz interesserer sig for – han har bestemt sine negative "favoritter", og bogen er - med Bogmessen som ramme - en satirisk nøgleroman, men også – og i endnu højere grad måske – et politisk manifest!

Metz afskyr VKO-blokken; han hader nyliberalismen, han brækker sig over ’noget for noget’-princippet og har kun foragt tilovers for den konservative tale om den nationale sammenhængskraft. Han anser regeringens folk for selvgode, arrogante, bagstræberiske og magtliderlige.

Og ikke nok med det: han har især svært ved at tilgive, at de toneangivende i forlagsbranchen fulgte trop, da den liberale regering var en kendsgerning, og nu lefler for trivialfortællere, rejsebogsskribenter, livsstilsplatugler, skrigeriske kokke, andenrangs politikere og deres kedsommelige erindringer, spytslikkere, gamle generaler, afstumpede elitesoldater og selvglade erhvervsfolk – frit citeret efter Georg Metz.

Alle har de noget at berette om og formidle, og derfor har de en naturlig plads på årets Bogmesse.

Men Messen er således, ifølge Metz, gået hen og blevet liberalismens forlængede arm og talerør!

Og hvad er der dog blevet af de ”rigtige” digtere og forfattere? Dem med det litterære talent? Ja, de har trange kår; de færdes ikke længere på Gyldendals tæppebelagte gulve, men må nøjes med mere ydmyge kår hos de mindre forlag. Fordi de ikke gad ”spille med og godkende vilkårene – og vilkårene er at udstille sig selv som markedsførende prostitueret klovn blandt klovne.”

Og derfor bli'r der stadig færre forfattere på Messen og stadig flere af de medieliderlige …

Det er ikke vanskeligt at genkende personer som Bertel Haarder, Ib Michael, Claes Kastholm, Johannes Riis, Anders Fogh, Søren Gericke … og det er jo altid forbundet med en vis skadefryd at læse den slags satire. Jeg mindes da dengang jeg slugte Scherfigs romaner og Rifbjergs ’Marts 70’ – og nød det!!

Men – jeg synes, Metz er for brutal og brokkevorn, for giftig og perfid, selvom jeg godt kan være enig med ham i mangt og meget …

Mere elegance, flere facetter, mere humor og en god portion selvironi ville ha’ klædt romanen og kunne måske ha’ fået den bredere ud, hvor provokationerne kunne ha’ ført til starten på en debat? For det trænger vi da i allerhøjeste grad til …

Og jeg vælger at se på Bogmessen med lidt mere optimisme end forfatteren og glæder mig stadig til næste gang broget november-gedemarked og messe-mediegøgl …

Bogdetaljer

Forlag
People's Press
Faustnummer
26509262
ISBN
9788791812897
Antal sider
200

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer