Bog

Udsigten

Af (
1993
)

Anmeldelse

Udsigten af Nina Bouraoui

01 apr.08

Romanen følger en ung algiersk piges isolerede liv i årene op til hendes bryllup og giver rystende indblik i det muhamedanske patriarkat med dets kvindeforagt og undertrykkelse.

Vi, der lever i den vestlige verdens frigjorthed og med retten til at lade kærligheden råde, vi, der har retten til seriøst at diskutere mænds og kvinders ligestilling, vi må reagere med forfærdelse og indignation på denne bog.

For dette er historien om kvindeliv, forspildt af tradition og religion, om muhamedanske kvinders ødelæggende livsvilkår, hvor de bliver bedømt som ’avlsdyr’ og intet andet. Kan de ikke præstere nyt liv, er de totalt uværdige væsener uden værdi og prestige!

Den unge algierske pige, Fikria, lever næsten totalt indespærret i sit hjem og har bare udsigten fra sit vindue til verden udenfor og til det liv, der leves i hendes familie af ’vanvittige mænd’ og ’morderiske mødre’, for ”en muslimsk kvinde forlader sit hjem to gange, til sit bryllup og til sin begravelse. Således har traditionen bestemt det.”

Mændene har magten og tyranniet, og mødrene viderefører mændenes tyranni! Og piger er urene i det øjeblik, de får menstruation; i det øjeblik starter undertrykkelsen af det kvindelige rum, og hjemmet bliver deres fængsel.

Den muhamedanske tradition og det absolutte muhamedanske patriarkat vil det sådan, og det er en sand forbandelse, som har ramt Fikrias hjem, at der kun er født piger! Og ovenikøbet er kun én af dem til at afsætte! De to andre søstre Zohr og Leyla forkvakles og vantrives – om de er født sådan eller blevet det af omstændighederne fremgår ikke helt klart. Men beskrivelsen er fortvivlende!

Fikria skal nu giftes med en meget ældre mand, som hun aldrig har set, og således kan denne undertrykkende tradition blive ved og blive ved ....hun vil blive som sin mor, og den muhamedanske kvindes udsigt vil i al evighed være begrænset!

Det er en meget sanselig, meget kropslig og erotisk fortælling, fyldt med arabisk billedrigdom og detaljeret fantasi, i passager næsten som en arabesk, smuk, poetisk og kompliceret.

Og i alle henseender rystende! Et anklageskrift, der skriger af raseri, angst og fortvivlelse ....

Bouraoui, Nina: 'Udsigten'. Oversat fra fransk af  Ulla Gjedde Palmgren efter 'La voyeuse interdite'. Gyldendal, 1993. - 122 sider


Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Ulla Gjedde Palmgren
Faustnummer
20228253
ISBN
9788700086821
Antal sider
122

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer