Anmeldelse
Troldmanden fra Kreml
- Log ind for at skrive kommentarer
Fremragende, uhyggelig og litterært opløftende roman om Vladimir Putin og hans nærmeste rådgiver og rå politisk magt.
Den schweizisk-italienske politiske rådgiver Giuliano Da Empoli har skrevet den internationale bestseller 'Troldmanden fra Kreml'. Romanen begynder med, at en jeg-person, der er i Rusland for at lave en dokumentarfilm, fortæller om sit mystiske møde med en gådefuld, velhavende mand i en residens lidt udenfor Moskva.
Den gådefulde mand sig at være Vadim Baranov, der efter at have været Vladimir Putins nærmeste rådgiver er blevet afsat Det er tydeligvis en mand, der er modelleret over virkelighedens Vladislav Surkov, dramatiker, TV-producer og siden politisk toprådgiver for Putin. Romanen udfolder sig ganske hurtigt som en fortælling om denne Baranov, hans opvækst og ungdom i de kapitalistiske 1990’ere, hvor han gjorde karriere indenfor russisk reality-TV og fik kontakt med den daværende præsident Jeltsin og den lidet karismatiske chef for FSB, Vladimir Putin.
Der følger nogle helt utrolige, men slet ikke usandsynlige, fortællinger om, hvordan Baranov via sit store kendskab til dramaturgien ved god, manipulerende reality-TV siden hjælper Putin med at vinde og bibeholde det russiske folks velvilje gennem at vise handlekraft og gøre alt for at vise, at han er den stærkeste. De inddrager udvalgte, karismatiske repræsentanter for potentielle modstandere i befolkningen som fx anarkister og højreekstremister og får dem til at bakke op om zaren. Samtidig er Baranov også med til at opbygge de ”troldehære”, som på sociale medier har været med til at påvirke demokratiske valg i Vesten og udråbe LGBT+-miljøet som en fælles fjende for det russiske folk.
Der er mange rystende beskrivelser af, hvordan Putin er endt som den naturlige, stærke leder for Rusland gennem rå, blodig vold med en type som Prigosjin i spidsen. Jeg kan virkelig anbefale den velskrevne bog, hvis man vil forstå Ruslands historie og indse nogle ubehagelige sandheder om både Rusland og de vestlige demokratier. Det kan anbefales at læse Putins krig af Niels Bo Poulsen og Flemming Splidsboel som faktuelt supplement til denne fremragende roman.
Brugernes anmeldelser