Teenage jazz

Åh, at være ung og ubekymret. Heldigvis er ikke alle unge tungsindige og sure på verden. Morten Reimars debutbog er forfriskende livsglad og naiv på den gode måde.

Der er ingen sorte negle eller sorte tanker på spil i Morten Reimars debutbog. Der er intet oprør eller vrede at spore. Tværtimod er det en privilegeret ungdom, der folder sig ud og får en halvgammel læser på lige over 30 somre til at mindes, smile og drømme om dengang, livet bestod af tilfældig kærlighed, byture og forældre, der tog sig af alt det praktiske.  For heldigvis er det den ungdom, der også er mange forundt.

I en række digte og noget, der mest minder om korte prosastykker, kaster Morten Reimar sin kærlighed skødeløst ud over alt lige fra tilfældige piger i toget, til sin hjembys trygge forstadshygge, Københavns pulserende liv og så til sproget og litteraturen. Ikke at han er fuldkommen sorgløs, for den største sorg i verden her, er dog at miste den, man har kær og det har det lyriske jeg i bogen (som kalder sig selv Reimar og nok i virkeligheden ligger tæt op ad forfatteren selv) oplevet. Men sorgen er dog ikke større end at nye veje bliver prøvet og at verden stadig ligger åben for ham.

Selv om Reimars negle ikke er sorte, strutter Teenage Jazz af gerne at ville være i familie med Dan Turells Vangede billeder, hvor det nære og det hverdagslige hyldes gennem en blød sproglig rytme. Hos Reimar er det jazzens rytme, der ligger som underlægningsmusik i bogen. Sproget er flydende, let og legende og svinger i takt til de toge, der bringer ham frem og tilbage mellem forstadens stille og trygge hjemstavn og Københavns lokkende natteliv. Mellem kendt og ukendt.

Indimellem dukker små brud i form af vendinger og citater op, som forfatteren givetvis har hørt i sin slendren gennem livet og har forelsket sig så meget i, at de bare må med i denne – hans første bog. Det er ikke stor kunst, men det er sødt og varmer lidt om hjertet på en som mig, der også har gået i en boble dengang i gymnasietiden og leget med ord, forelsket mig i vendinger og samtidig drømt om at opleve fortidens store kæmper som netop Turell og Strunge.

Morten Reimar er hverken original, avantgarde eller genial, men mindre kan også gøre det, og faktisk er det meget rart at læse noget, som smitter med sin lyst og entutiasme for at skrive og for at få noget ud af livet. For Vedbæk er kun en forstad til København og København er kun en forstad til resten af verden, som forfatteren selv skriver noget i retning af. Det er lokkende, og man kan godt misunde den forventning, der er forbundet med at være ung og have hele verden for sine fødder. Og uanset, om man selv står med samme følelse og 19 somre bag sig, eller er ved at være en halvgammel drømmer, som mig, føles det godt at få lov til at drømme sammen med Reimar – hvad enten det er til tider, som skal komme eller til tider, som var.