Af litteraturstuderende Vibeke Bryld
Jack Kerouac skrev denne halvvejs selvbiografiske roman på mindre end 3 uger, og det feberhede tempo sætter sine spor i historien, der er så tilpas blottet for åndehuller, at adrenalinsuset bliver læseren til del.
Beatgenerationen får navn og stemme
Jack Kerouac (1922-1969) giver med romanen Vejene (orig.titel: On the Road) både navn og stemme til en generation, der er slået eller 'beat'. Gennem fortælleren Sal Paradise og hans vanvittige ven Dean Moriartys ture over det amerikanske kontinent beskrives deres hensynsløse, men oprigtige jagt på Det, der vil give svaret på og meningen med alting.
Historieløs række af nu'er
Det lyder måske forvirrende, men hvis man foretrækker en velstruktureret fortælling er 'Vejene' heller ikke den rigtige roman at kaste sig over. Den tegner et portræt af en forvirret generation af unge mennesker, der hverken kan eller vil indpasse sig i det etablerede amerikanske samfund anno 1947, og denne forvirring sætter sine spor i romanens fortællestil. Alting foregår i nu'et og på nu'ets præmisser. Kun den mest hjemløse og rodløse mand i romanen, nemlig Dean Moriartys historie fortælles. På Sporet af den Tabte Tid er hans bog, kun den rodløses historie er værd at komme på sporet af.
Men han er også vanviddets helt, 'den hellige fjollemikkel', et vanvid som fascinerer hovedpersonen og voyeuren Sal Paradise. Måske fordi vanviddet er tættere på det ultimative adrenalinsus, der endelig kan få bugt med den kedsomhed, der driver dem ud i det ukendte, ud på vejene. Helt sikkert fordi, han inkarnerer den anden del af beat, nemlig beatific, der hos Kerouac er de nedslåedes hellighed og lyksalighed. Det er en åbning mod Det.
Jack Kerouac skrev denne halvvejs selvbiografiske roman på mindre end 3 uger, og det feberhede tempo sætter sine spor i historien, der er så tilpas blottet for åndehuller, at adrenalinsuset bliver læseren til del.
Alt vendes på hovedet
Noget af det forfriskende ved 'Vejene' er dens respektløse fortællestil, der vender op og ned på det, vi typisk oplever som væsentligt og uvæsentligt. Fokus er på oplevelsen, på detaljen, på den tilfældige strøm af ord og ikke på den større sammenhæng. Læseren sidder tilbage med en følelse af huller i fortællingen. Forvirringen og det rodløse forplanter sig til formen og Kerouac skriver på den måde ikke bare en ufarlig fortælling om en generation, men med den og fra den. Det faretruende ligger ikke alene i det, de gør, men i lige så høj grad i fraværet af den historie, de ikke gør til en del af deres her og nu. Historiens huller tvinger også læseren til at opleve anderledes.
King of the Beats
Umiddelbart lover romanen mere end den kan holde i forhold til vanvid, fantastiske begivenheder og deslige. I første omgang er der snarere tale om postuleret vanvid uden så meget syn for sagen. Den karakteristiske maniske talestrøm fra vanviddets ikon Dean virker en anelse påtaget og ikke helt overbevisende. Figurerne starter med at være unuancerede og lidt fortænkte. Men man skal ikke lade sig narre af den første del. I det øjeblik smerten gør sit indtog i fortællingen bliver både vanviddet, den linde ordstrøm og personernes sjælekampe langt mere troværdige.
Romanen blev Jack Kerouacs gennembrud og fik ham kronet som 'king of the beats'. Romanen er uden tvivl værd at stifte bekendtskab med, ikke alene fordi den tegner et væsentligt portræt af en generation, men også fordi den udvikler sig til en mere underfundig og interessant fortælling om utæmmet livstørst end den umiddelbart giver indtryk af.
Kommentarer