Tamburlaine skal dø

Denne bouillonterning af en bog foregår i London anno 1593. Frygten for pest og krig hærger. Had og mistænksomhed breder sig, og afhuggede hoveder pryder stagerne på Tower Bridge.

Denne såkaldte kortroman har form af dramatikeren Christopher Marlowes dagbog fra de sidste tre dage af hans korte liv. Nutiden ved ikke meget om ham, bortset fra at han blev stukket ihjel som 29-årig på en kro i Deptford efter at have levet efter devisen 'Lev stærkt – dø ung'. Flere af hans skuespil opføres stadig, og han har bl.a. inspireret Shakespeare, som blev født samme år men fik en længere livsbane.

Det 400 år gamle, uopklarede mord har givet anledning til adskillige konspirationsteorier, og forfatteren Louise Welsh giver her sit bud på begivenheder op til Marlowes død.

Tilsyneladende er en person fra hans skuespil vakt til live og er ophavsmand til smædeskrifter med politisk sprængstof. Marlowe bliver derfor presset til at deltage i intriger mod gamle venner, samtidig med at han selv forsøger at finde frem til, hvem der forsøger at kompromittere ham.

Bevidst om farligheden af sit forehavende nedfælder han disse linjer for eftertiden, mens hans hånd aldrig er langt fra sværdet. Han lever dog også helt op til sit ry for at være udsvævende, han drikker sig sanseløst beruset på skumle beværtninger og deltager i seksuelle udskejelser med både mænd og kvinder.

Bogen markedsføres som en historisk krimi, men det er først og fremmest det historiske element, der er fremtrædende. Mysteriet bliver ikke opklaret, men til gengæld er byen London og dens mylder af menneskeskæbner skildret, så man kan fornemme stanken af uhumskhed, desperation og fornedrelse. På grund af historiens korte form er det fremherskende indtryk netop dette sansebombardement, da der ikke er plads til at gå i dybden med de enkelte skæbner. Med det påskud at stamme fra en fortidig digters hånd er sproget lettere svulstigt, men præcist - og selvfølgelig formuleret i en arkaisk høvisk tone. 

I lighed med forfatterens debutroman "Det skjulte rum" er her en tiltalende modvægt til tidens tendens til volumensyge. Welsh har så godt styr på sine virkemidler, at hun kan tegne en person og et fiktivt univers med ganske få streger. Det billedrige sprog kan være barsk, ja ligefrem brutalt som de handlinger, der skildres, så hendes romaner er ikke for sarte sjæle.