Stedfar

Den stenrige og despotiske patriark Stedfar er snart 90 og kræftsyg, men myrdes, da han vil ændre sit testamente. Og vi involveres i en blodig intrige og i en gedigen finansskandale med fine bankhuse og velrenommerede advokatfirmaer som medspillere.

Der var engang, i 70’erne, hvor Helle Stangerup var én af de rigtig gode udi krimigenren. Og dér er hun igen i 1995 med denne virkeligsnære gyser, der fører os fra det nordsjællandske strandvejspalæs pæne facade til den mondæne franske riviera.

Vi er altså i det sjællandske whiskybælte. Stedfar er manden bag et finansimperium, en rigtig godfather, god for milliarder, anbragt og tjent i bladhus, forlagsvirksomhed og en bank. Og så er han gammel, tæt på de 90! Han har hus, læs: kæmpepalæ på Strandvejen og lejlighed i Monaco. Fire ægteskaber. Fem børn, heraf ét stedbarn.
Man behøver ikke ha’ læst mange krimier for at ane det drama, der lægges op til: mange sultne arvinger og meget, rigtig meget, der skal arves.

Døden kommer vel ikke uventet til den gamle tyran, men den kommer tidligere og voldsommere end ventet. Han myrdes dagen før hans testamente skulle være ændret. Og han dør i sit dæmoniske hus med familien kaviarspisende! omkring sig.

Nanna, steddatteren, skal ikke arve, så hun begynder at efterforske, og farlige kræfter slippes løs – alle børn og børnebørn har rigeligt motiv til mordet – og så er der Stedfars hemmeligheder.

Despoten har noteret alles fejl og svagheder med djævelsk hånd. Ham vil ingen savne, men hvem løber med alle millionerne, og hvem er morderen?

Mere skal ikke røbes her, kun, at intrigen er blodig og grusom, og at menneskeligt fordærv spiller hovedrollen i skikkelse af svindel og bedrag og umættelighed efter penge, penge, magt og atter penge.

De rige er ulykkelige, penge skaber kolde, kyniske og selvtilstrækkelige mennesker – sådan må man læse Helle Stangerup, og hun kan de riges verden, de forkælede fars sønner, det lækre, det mondæne, det moralsk angribelige i miljøet.

Du får både psykologisk krimi, gys og slægtshistorie med i købet. Men er der lige en snert Romanblad over ”Stedfar”? Jeg foretrækker nok den stramme intensitet, forfatteren kunne i ”Gravskrift for Rødhætte” og ”Gule handsker”, men prøv selv – det er umagen værd!

Høst, 2003.  351 sider