Bog

Skift

Af (
2018
)

Anmeldelse

Skift

14 nov.18

Forfatteren er med sin svære toer ikke alene lykkedes med at udbygge sit plot, men også med at lægge op til en spændende afslutning på serien.

Hugh Howey er et kæmpenavn i udlandet, men dette er hans første serie på dansk. Den såkaldte Silo-trilogi er et både spændende og forfriskende bekendtskab indenfor en genre, som ellers ikke har særligt gode vilkår i Danmark.

Howeys mørke dystopi er både en spændingsroman og en fortælling om, hvor slemt det kan gå med en truet menneskehed. Romanen har elementer af ’Maze Runner” i sig, men måske i endnu højere grad sådan noget som Stephen Kings 'Under kuplen' eller Brian Aldiss gamle klassiker 'Non-stop'. Bestemt ikke noget dårligt selskab at blive sammenlignet med, og Silo-trilogien har da også alle ingredienser til at blive en klassiker. Romanen er således også allerede solgt til filmproduktion.

Romanen starter i år 2049 og fortsætter i flere århundreder frem til 2345, hvor dette binds handling kobles sammen med begivenhederne i første del 'Blår'. Kongresmedlemmet Donald Keene bliver sammen med andre unge nyvalgte kongresfolk under ledelse af den magtfulde senator Thurman involveret i et enormt og yderst tophemmeligt projekt.

USA er i krig med Iran, og irakerne og flere andre lande har ved hjælp af nanoteknik udviklet et dødeligt våben, og for at redde menneskeheden bygges en række kolossale siloer under jorden, hvor udvalgte mennesker kan overleve. For at stoppe nano-angrebene smides adskillige atombomber, og Jorden forvandles til et giftigt helvede, men folk i siloerne overlever. Efterhånden som tiden går, bliver det at bo i en lukket verden til et klaustrofobisk helvede, og i mange af siloerne startes forskellige oprør.

Hvad ingen i de enkelte siloer ved, er at det hele styres fra den såkaldte Silo 1, hvor bl.a. Thurman og Keene ved hjælp af nedfrysning den ene gang efter den anden bliver tøet op.Deres opgave er at holde øje med de andre siloer, og i tilfælde af problemer lukke dem helt ned.

Denne historie er, ligesom første bind i serien, en af de bøger man bare haster igennem med stigende begejstring. I starten er det lidt irriterende, at man ikke følger op på, hvad der sker med Juliette fra Silo 18, men langsomt går det op for en, at dette bind i virkeligheden vil fortælle, hvad der ligger bag det hele, og hvordan siloerne er opstået. Plottet og bogens scenarie får dermed en yderligere dimension, og det er faktisk fremragende udtænkt.

Skildringerne af den ensomme Jimmy i Silo 17 og Keene og hans gryende forståelse for det elementært forkerte ved siloerne er rørende og gribende. Howey er så absolut en særdeles positiv oplevelse.

Bogdetaljer

Forlag
DreamLitt
Oversætter
Nikolaj Kvistgaard Johansen
Faustnummer
54933770
ISBN
9788771712087
Antal sider
599

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer