Sigøjnerinden fra Sevilla

Sigøjnerliv, frihed, farver, drama, lidenskab, kærlighed og blodhævn. Det er nogle af ingredienserne i denne gedigent underholdende megakrønike, der starter i 1748.

Denne bog kræver både armkræfter og udholdenhed, men så vanker der også god underholdning med fuldt udtræk og spænding, der holder hele vejen. En af historiens bærende figurer er Caridad, den cubanske tobaksslave, der er fri, da hun ankommer i året 1748 med skib til Sevilla, hendes ejer er nemlig død undervejs.

I Sevilla tager den ældre og erfarne sigøjner Melchor hende under sin beskyttelse. Han fornemmer i hendes slavesange noget genkendeligt fra sigøjnernes liv og fra sin tid som galejslave. Melchors datterdatter, Milagros, er en dårende dejlig ung pige med hele den utæmmelige sigøjneridentitet, og Caridad og Milagros udvikler et tæt venskab. Undervejs i den lange historie oplever vi, hvordan sigøjnerne bliver forfulgt og tortureret, mændene sættes på tvangsarbejde, kvinderne fængsles og misbruges igen og igen, selvom de også kæmper for den frihed, der betyder alt.

Vi er med Caridad i fængsel, og her møder hun kvinder nederst i samfundet. De er sjældent lovovertrædere, de har bare nægtet at følge en mands vilje. Vi oplever, da Caridad er med Melchor på smuglertur efter tobak, fordi han har set hendes ekspertise på tobaksområdet.  Her kommer de ud for en konflikt med en anden smugler, og den bliver fatal for en stor del af deres skæbne. I øvrigt er traditionelle æreskonflikter en stor del af miljøet. Caridad tilpasser sig øjeblikket og levekårene, og hendes omsorg for andre hjælper hende.  Hun er den af profilerne, der skildres med flest detaljer og nuancer.

Derimod er Milagros, Melchors datterdatter, nærmest som en ureflekteret Danielle Steel-figur: En kærlig men flyvsk og ubetænksom pige, og meget går galt på grund af hendes indfald.   Caridad lærer Milagros nogle træk fra cubanske rytmer og danse, og kombineret med pigens store sensuelle dansetalent bliver flamencodansen således født. Altså ifølge denne roman.
Historien fortælles ubesværet, og den er fint og umærkeligt fordansket. Egentlig kunne jeg godt se romanen foldet ud som tv-serie. I forhold til omfanget, den kompetente strukturopbygning og det meget enkle sprog kunne romanen godt minde om Folletts enorme romaner: Man får som underholdningskunde virkelig noget for pengene her!