Bog

Roms søjler

Af (
2016
)

Anmeldelse

Roms søjler af Jack Ludlow

02 sep.16

Det farverige og spændende Romerrige danner endnu en gang baggrund for en roman. Bogen er første del i trilogien ’Republikken’ og et sikkert hit for historisk interesserede.

Jack Ludlow er en international anerkendt forfatter, og under sit pseudonym David Donachie har han skrevet mere end 20 historiske romaner, som dog endnu ikke er oversat til dansk.

Som Jack Ludlow har han på dansk udgivet sin såkaldte ’Haute Ville-trilogi’, og selvom disse bøger foregår i den tidlige middelalder, er de et meget fint bevis på forfatterens omhyggelige og historisk korrekte måde at skrive på - en skrivemåde han til fulde har genoptaget i sin nye romerske serie.

Det gamle Rom har altid været godt stof, og Ludlows nye serie matcher fint markante værker som Igguldens bøger om Cæsar og måske især den roste Tv-serie ’Rome’.

Drengene Aulus og Lucius er bedste venner, og efter et besøg hos det sagnomspundne romerske orakel, hvor spåkvinden tegner en blodrød ørn med udstrakte vinger som forvarsel om deres død, ved drengene, at deres skæbner vil være uløseligt spundet sammen.

30 år senere er Aulus blevet en respekteret og sejrrig general, mens Lucius er blevet en intrigant og magtfuld politiker i Senatet, men deres venskab er forblevet intakt. Under et felttog i Spanien bliver Aulus’ unge kone Claudia fanget af keltere, og deres magtfulde leder, Brennos, gør hende gravid.

For at redde sin families navn og ære lader Aulus Claudia føde i al hemmelighed, men barnet bliver sat ud i vildmarken for at dø. Barnet bliver dog fundet i live og vokser op hos den tidligere soldat, Clodius. I Rom er Lucius kommet under pres fra oppositionen, som vil give stemmeret og jord til alle beboere i Italien. Denne tanke strider mod hele Lucius’ filosofi om, at magten tilhører de gamle familier, og han får arrangeret et mord på sin modstander. Snart befinder de to gamle venner sig på hver side af konflikten.

Som nævnt er Ludlow meget omhyggelig og præcis i sin skrivemåde, og selvom historien i sig selv rummer masser af eventyr, mod og brutale slagscener, så bliver det hele også en smule kedeligt undervejs. Det varer længe, inden den omtalte profeti begynder at skinne igennem, og først hen imod slutningen af bogen begynder man at ane, hvordan de forskellige personers skæbner vil krydse. Svarene får man givetvis i de kommende bind, men det gør altså også, at denne bog ikke helt kommer til at fungere. Romanens helt store styrke er den meget præcise beskrivelse af romerske skikke, levevis, politik, forskellen på rig og fattig, slaver og herrer og de mange felttog rundt omkring i Europa for at bevare det mægtige romerske imperium. Trods disse indvendinger vil romanen dog blive et sikkert hit for de historisk interesserede romanlæsere.  

Bogdetaljer

Forlag
Punktum
Oversætter
Michael Krefeld
Faustnummer
52442745
ISBN
9788793079359
Antal sider
388

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer