Bog

Pussyland

Af (
2001
)

Anmeldelse

Pussyland af Henrik List

01 sep.01

Henrik List har skrevet en bog om USAs bagside.

Anbefalet af litteraturstuderende Tine Kristensen

I mødet med en række fortvivlede og tvivlsomme skæbner giver han et nuanceret billede af et land, hvor drømmen om at nå toppen får en stor gruppe mennesker til at falde til bunds. Det er først og fremmest sexindustrien med narkotika og kriminatlitet i kølvandet, der er aftager for bristede drømme.

Pussyland er bogens indledende historie, og er i al sin sanseoverflod en lige-på-og-hårdt indføring i bogens univers. Historiens fortæller er på bryllupsrejse, og i den fugtige New York nat tvinger søvnløshed ham til en spadseretur i kvarteret, hvor gaderne er indtaget af alverdens lyssky karakterer. Han fristes af sorte prostitueredes pågående tilbud, forføres af duften fra dinerens fritureos og finder til sidst ad skumle veje til "Pussyland". Navnet lover ikke for meget. Her veksles til etablissementets gængse møntfod, og i den lille private boks kastes mønterne i, en lem trækkes op og VOILA! Det kvindelige køn i fuld vigør. Her forlystes fortælleren til mønterne er brugt op, og så går han hjem til sin nye brud, vasker sig og lægger sig i sengen hos hende. Welcome to America!!! Velkommen til Henrik Lists "Pussyland".

Fortælleren i "Pussyland" lever det såkaldte "frie liv". Han bogstaveligt talt drikker, sniffer og horer sig gennem Guds eget land, og når pengene er brugt op, tager han tilbage til lille Danmark, hvor han besidder et ganske almindeligt småborgerligt job. Her kæmper han med problemer med chefen, problemer med ægteskabet, og ikke mindst problemer med at passe ind i et samfund, hvor anskaffelsen af en andelslejlighed på Nørrebro hører til de øverste punkter på prioritetslisten. Danmark bliver et fængsel for ham, hvor han ikke kan udfolde sig, og hvor han ikke kan tilfredsstille sine behov. Det kan han derimod i USA. Dette er én af bogens klare pointer. Danmark fremstilles som et sted tynget af personlige begrænsninger. USA - ikke overraskende - som en verden af muligheder. Med denne mytologisering af USA kan man ikke undgå at bringe den amerikanske Beat-generation på banen, som der også refereres til flere steder i bogen. Charles Bukowskis tidligere elsker optræder endda som en af fortællerens seksuelle oplevelser.

I bedste Beat-stil leves livet i de amerikanske storbyer i et hæsblæsende tempo. Narkotika, undergrundsmusik, småkriminalitet og sex er hovedingredienserne i denne slags "dag-til-dag" tilværelse, hvor forpligtelser, ansvar og ambitioner ikke presser synderligt på.

Fortælleren stifter bekendtskab med et enormt galleri af personer. Den største del hører til samfundets absolut svageste. Marginaliserede eksistenser, der pga. elendige livsvilkår bor på gaden, prostituerer sig, stripper, sælger narkotika eller, som en af bogens meget markante karakterer, skylder skylden på de sorte. Fortælleren færdes næsten udelukkende i miljøer, hvor denne slags mennesker lever. Han hører deres livshistorier. Han lægger ører til drømme og ambitioner. Hvorfor?: "Du tror, du er så skide sej, fordi hænger ud med sådan nogle gangstere og psykopater! som hun [fortællerens kone] engang så hånligt vrængede, da jeg prøvede at forsvare mit bekendtskab med en cokedealer, som forsynede mig med den gode vare - og endnu bedre historier fra underverdenen....[]...Jeg havde brug for deres historier for at kunne holde mit eget liv ud - og de havde brug for én at fortælle deres historier til. Af nogenlunde samme grund, gik jeg ud fra. Sådan helede vi hinanden."

Fascinationen for undergrundsmiljøerne er voldsom stor i "Pussyland". Der er ingen moraliserende bemærkninger, ingen stillingtagen til narkotika og ikke mindst sexindustrien. Fortælleren benytter sig af de mange tilbud: Fetishfester, hvor gæsterne har sex på dansegulvet. Stripbarer, som er fortællerens absolut foretrukne. Esccortpiger, hvis man ikke lige var heldig i byen. Trækkerdrenge, for nysgerrighedens skyld. Gennemgående i hele bogen fremstilles sex som en vare, som sælges og købes. En stribe mislykkede forhold, hvor sex bliver til overlevelse, synes at få fortælleren til at miste troen på, at der rent faktisk findes relationer mellem mennesker, der er baseret på kærlighed. Han leger sågar med tanken om at sælge sin søster til en velhavende indisk hotelkædeejer.

USA HAR DET HELE! Det er uden tvivl rigeligt til at begrunde, hvorfor landet på samme tid er så fantastisk fascinerende og skræmmende. Det er på dette punkt, jeg synes Henrik Lists bog "Pussyland" rammer plet. Man drages, man væmmes, man forarges, man underholdes, man oplyses. Denne lille vifte af historier bringer en række interessante problematikker på banen. Politiske såvel som personlige spørgsmål danner baggrund for et portræt af et amerikansk samfund, hvor "The American Dream" har vist sig at være en illusion for flertallet. Route 66 er blevet afløst af en ottesporet motorvej. Det tyder måske på, at den amerikanske drøm skal op til revurdering.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
23455412
ISBN
9788762102071
Antal sider
224

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer