Pestmuren

Med »Pestmuren« har André Brink flyttet scenen fra Sydafrika til Provence i Sydfrankrig.

Hovedpersonerne er dog begge fra Sydafrika. Paul er hvid og i 50erne. Andrea er farvet og omkring de 30 år. Han har netop friet til hende, da de rejser til Provence for at lave research til en ny film baseret på Pauls romanserie om pesten i Europa i det 14. århundrede. Paul har dog også en skjult dagsorden: At teste hendes følelser for ham.

Mens det sydafrikanske par rejser gennem Frankrig, ser Andrea i sit indre små filmstrimler fra sit liv. Billeder af hendes ludfattige forældre dukker op sammen med hendes vrede bror, der endte i fængsel. Hun ser tilbage på sin affære med den britiske historiker Brian, som hun bedrev regimekritiske aktiviteter sammen med for til sidst at måtte gå i eksil. Deres forhold holdt ikke.

I Frankrig støder den sorte aktivist Mandla til. Paul tilbyder ham beskyttelse, efter at Mandla er blevet snydt af en spion, som han i lang tid troede var en kammerat.

Andrea finder ham usympatisk, arrogant og mandschauvinistisk. Men det ændrer sig langsomt, da han konfronterer hende med den apartheid, som hun selv i årevis har levet under i Sydafrika, ikke som sort, men som farvet. Undertrykte minder dukker frem, og det bliver mere og mere evident, at hun har set den politiske situation som en klassekamp og ikke gennemskuet det hvide regime som det, det var: racistisk.

Mens denne proces skrider frem, brænder Andrea langsomt varm på Mandla og elsker med ham uden for pestmuren i en middelalderby i Provence. Hun beslutter sig for at bryde op med Paul, men Mandla vil ikke have noget forhold til hende. Det gør ham sårbar i kampen mod apartheid-styret i Sydafrika, mener han.

Mandla bliver dræbt i en bilulykke midt om natten. Resten skal ikke afsløres her.

Mange aspekter i denne roman er selvbiografiske. André Brink opholdt sig selv en årrække i Frankrig og begyndte at skrive på engelsk, da hans romaner på afrikaans blev censureret i hjemlandet.

Ekskursionerne udi Provences landskaber bliver beskrevet minutiøst i bogen. Godt for yndere af Provence. Lidt kedeligt for dem, der primært læser André Brink for hans beskrivelser af Aftika. En flere meter høj stenmur bygget som et forgæves værn mod pesten kommer til at stå som en metafor på de ineffektive mure, menneskeheden bygger for at holde noget ude. Racismen er den største pest af alle.

Bemærk ved læsningen af bogen, at det, der ligger tilbage i tiden, er fortalte i tredje person, mens Andreas nutid er fortalt i første person. Et tegn på, at forfatteren lærer Andrea bedre at forstå, som romanen skrider frem.

André Brink: Pestmuren, 366 sider (Lindhardt & Ringhof).