Nostradamus' Testamente

Den fjerde bog med arkæolog og antihelt Bjørn Beltø er et sandt overflødighedshorn for tilhængere af konspirationsromaner. Her er både CIA, Vatikanet og hemmelige munkeordener involveret.

Arkæologien Bjørn Beltø er i Firenze for at deltage i en fire dages konference om middelalderens koder og hemmelige skrifter. På konferencens første dag præsenterer professor Lorenzo Moretti et enestående fund af en gammel skrivelse mellem den navnkundige Nostradamus og den magtfulde Medici familie. Dokumentet, som er skrevet i et indviklet kodesprog og med okkulte henvisninger, vil angiveligt vise vej til et hemmeligt bibliotek og selveste Pagtens Ark, men inden Moretti kan nå at fortælle mere, bliver han kidnappet af den hemmelige munkeorden, Vicarius Filli Dei. Munkene skal bruge ham til at få løst gåden, og for at få ham til at makke ret har de også kindnappet hans søn. Sammen med professorens hustru forsøger Bjørn i håbet om at finde munkenes tilholdssted at komme dybere ind i de mange koder og hemmelige tegn. Deres søgen fører dem vidt omkring i Italien og Sydfrankrig og hele tiden med munkene i hælene, og selve opklaringsarbejdet skal vise sig at inddrage både tempelriddere, Nostradamus’s profetier, Vatikanet, Cæsars forsvundne skat, den magiske amulet fra Delphi og meget mere.

Dan Brown er måske om nogen blevet den mest berømte forfatter indenfor denne særlige genre, men norske Tom Egeland var faktisk lige så tidligt ude med sin første roman, og han lader i hvert fald ikke sin mere berømte kollega noget efter hverken med hensyn til spænding eller mysterier.

Denne nyeste roman byder i den forstand ikke på særlig meget nyt under solen, men den omfangsrige historie udmærker sig i den grad ved at sammenkæde ret så mange af de velkendte mysterier og genstande, og det lykkes på imponerende vis forfatteren at få en ganske fornuftig historie ud af de mange elementer.

Researcharbejdet må have været enormt (bagest i bogen er der faktisk henvisninger til alle de mange kilder), og det utrolige er faktisk, at man som læser sluger alle de mange teorier råt.

Læseteknisk skifter romanen hele tiden mellem de mange personer og steder – både i tid og rum – og det giver den indviklede historie spænding og drive.

Antihelten Bjørn Beltø, som ikke er nogen traditionel helt, men derimod albino, menneskesky og nervesvækket (en mærkelig lille mand fra Norge, som han selv siger) bliver med sin skepsis og ironi læserens spejl til at sluge alt det mærkelige og uforståelige.

Om man så tror på alle de mange teorier og budskabet i romanen er naturligvis en trossag, men forfatteren leverer sin vare på en særdeles overbevisende facon, og som læser får man i hvert fald mange timers nervepirrende og åndeløs flugt fra hverdagen.