Codex

Ottende bog med arkæologen og antihelten Beltø byder ikke på nyt under solen. Er man til religiøse konspirationsromaner er det dog god underholdning.

Konspirationsthrilleren er i disse år ikke så populær som tidligere, men norske Tom Egeland fortsætter ufortrødent sin serie med superarkæologen Bjørn Beltø. Egeland er på linje med Dan Brown et af de helt store navne indenfor denne særlige genre af spændingsbøger, og selvom konceptet for historierne næsten er kendt på forhånd, så er der ingen tvivl om, at denne type romaner stadig har sine tilhængere. Uden at der er tale om den helt store litteratur må man sige, at Egeland kan sit kram til fingerspidserne.

Professor Bjørn Beltø kommer igen, igen på en spændende og særdeles vanskelig opgave. Som observatør deltager han i en spektakulær udgravning af en gammel kirke i Rom. I en af de tidligste pavers sarkofag finder to engelske professorer både Jesu tornekrone og en næsten 2000 år gammel tekst (Codex), som efter sigende vil give et anderledes syn på Jesus og kristendommen.

De to fund tages med til England til nærmere undersøgelse, men forsvinder begge kort tid efter, og de to professorer omkommer desuden på mystisk vis. Samtidig er Beltø under kraftig overvågning, ja han kidnappes sågar af nogle mystiske agenter, og både Vatikanets politi og en arabisk sheik viser interesse for fundet. Og hjemme i Oslo opsøges Beltø af den mystiske kvinde Hannah d’Fiore, der får overtalt Beltø til at hjælpe med at finde manuskriptet. Samtidig følger vi en handlingstråd tilbage fra 1944 med et rituelt mord i en nedlagt kirke, og den gamle historie skal vise sig at have forbindelse til handlingen i 2018.

Beltøs nyeste roman er ikke så forskellig fra hans tidligere romaner, men igen formår han at levere en god og tilfredsstillende kombination af handlingsmættet krimifortælling med fantasifulde men alligevel kundskabsrige religiøse overtoner. Historien serveres i små hurtige kapitler, der er med til at øge spændingen, og tilbageblikket til 1944, og de mange mystiske personer og grupper i kulisserne, giver yderligere grobund for mystikken.

Egeland virker som altid særdeles overbevisende med sine teorier, og som sædvanlig er både research og baggrundshistorie troværdig og sammenhængende.Nogen stor litterær bedrift er det dog ikke, og personskildringerne er heller ikke værd at skrive hjem om, men romanen fungerer ikke desto mindre som en spændende og absolut hæderlig thriller.