Bog

Natten er blind

Af (
2003
)

Anmeldelse

Natten er blind af Alison G. Taylor

08 mar.04

En frysende novemberdag bliver det nøgne lig af den 14-årige dreng Arwel Thomas fundet.

Arwel er blevet myrdet og seksuelt misbrugt. Det er en særdeles modbydelig sag om overgreb på børn, kriminalkommissær Michael McKenna og hans stab fra det nordlige Wales er blevet sat på.

Mistanken samler sig hurtigt om forstanderparret på det hjem for vanskelige børn og unge, hvor Arwel var anbragt. Børnene på hjemmet lever på sultegrænsen under nærmest "dickenske" forhold, men det er meget svært at finde konkrete beviser på vanrøgt og misbrug. Børnene er skræmt fra vid og sans og ikke til at trække et ord ud af. Personalet nægter at udtale sig. Socialforvaltningen vil ikke udlevere nogle oplysninger, og de allerøverst ansvarlige hælder nærmest til den anskuelse, at børnehjemsbørnene er født med et kriminelt gen, og at det ikke står til at ændre.

McKenna er ikke på toppen, fordi han har brækket kravebenet efter et styrt på en hest. Hans næstkommanderende, Jack Tuttle, må lægge sig med en ondartet influenza, og de to unge i gruppen, Dewi og Janet, mundhugges uafladeligt, så betingelserne for en hurtig opklaring er ikke de bedste. Endelig er McKennas forhold til ekskonen Denise problematisk, og derfor tilbringer han mange aftener i selskab med retsmedicineren Eifion, mens de drikker whisky og filosoferer over alverdens emner og forbrydelser i særdeleshed.

Det er bestemt ingen actionpræget krimi. Stilen er lidt den samme som i Andrew Taylors, Aline Templetons og Jill McGowns krimier. Forfatteren tager sig god tid til at fortælle sin historie og er mere interesseret i sine personers psykologiske bevæggrunde end i selve intrigen. Det er da også netop personernes helt almindelige dagligdags gøremål og deres private problemer, som også får indvirkning på efterforskningen, der er med til at gøre romanen meget menneskelig og troværdig. Beskrivelsen af forholdene på børnehjemmet og omgivelsernes bevidste vægring imod at blande sig er til gengæld ufattelig rystende læsning og svær at glemme.

En læseværdig samfundskritisk krimi, hvor forfatterens kendskab til livet i et mindre walisisk samfund samt hendes store engagement i børn og unges vilkår skinner tydeligt igennem.

Oversat af Gerd Have. Klim, 2003. 300 sider. Kr. 329,-

Bogdetaljer

Secondary title
En kriminalkommissær McKenna-krimi
Forlag
Klim
Faustnummer
24929345
ISBN
9788779552562
Antal sider
300

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer