Når guder er værst

Når guder er værst er de også meget underholdende. I hvert fald i denne uforudsigelige og lattermilde roman om græske guder i et moderne London. Lige til strandtasken.

Hvordan skulle det kunne lade sig gøre at skrive en roman om græske guder i et moderne London, uden at det bliver fortænkt og grinagtigt på den forkerte måde?

Man er kun et par kapitler inde i ”Når guder er værst”, før man opdager, at det kan lade sig gøre. Romanen er ikke voldsomt dyb og omvæltende læsning, men man sluger den og morer sig. Marie Phillips formår at omplante de på godt og ondt (mest på ondt) meget menneskelige guder til moderne forhold, så man må smile. F.eks. lever Afrodite af at drive en telefonsex-linie, og Apollon er orakel i et tvivlsomt tv-show.

Også romanens handling følger mønstret fra de gamle historier om guderne. Som hævn for en fornærmelse får Afrodite sin søn Eros til at skyde en pil i Apollon, der forelsker sig i det første uanseelige, lille menneske, han ser. Dette lille menneske er uheldigvis rengøringsdamen Alice. Men Alice er forelsket i Neil, der er næsten lige så uanseelig og grå som hun selv. Deres rørende og stilfærdige kærlighedshistorie bliver alvorligt forstyrret af Apollons stormende tilnærmelser. Især da Zeus blander sig og med et lyn sender Alice til underverdenen, tager dramatikken til. Den slåbrok-klædte Neil må nu vise sig som helt og rejse til underverdenen efter sin elskede.

Modsætningen mellem gudernes ekstreme egoisme og de to menneskers uselviske selvopofrelse er utroligt underholdende, og mon ikke de to ekstremer lærer af hinanden til sidst? Guderne, der længe har været ved at miste deres kræfter, opdager i hvert fald, at de faktisk er afhængige af menneskene til en vis grad.

Til sidst begyndte jeg faktisk at holde af de dumme, magtfulde guder, der tumler rundt i verden som babyelefanter i en glasbutik.