Anmeldelse
Mysteriet på værelse 622
- Log ind for at skrive kommentarer
Den schweiziske bestsellerforfatter Joël Dicker har skrevet en murstensroman om kærlighed og om hemmeligheder og løgne i den schweiziske bankverden.
Forfatteren Joël Dicker vil skrive en roman til ære for sin afdøde forlægger Bertrand de Fallois, men han lider af kærestesorg og skriveblokering, så han rejser til alpebyen Verbier, hvor han indlogerer sig på det fornemme Hotel Palace de Verbier. På hotellet møder han engelske Scarlett, og da de begge undrer sig over, at der ikke er noget værelse 622, men derimod 621 og 621 B, kaster de sig ud i at løse mysteriet om det forsvundne værelse. De finder hurtigt ud af, at der har været et værelse 622, og at en person er blevet myrdet på værelset. Men hvem var offeret, og hvem var gerningsmanden? Offerets identitet kender politiet, men gerningsmanden er aldrig blevet fundet, så Joël og Scarlett går i gang med at løse mysteriet ved gammeldags, gedigent detektivarbejde.
Handlingen udspiller i tiden mellem 1980'erne og 2018 på Hotel Palace de Verbier og i den store private Ebezner Bank i Geneve, en bank, som har været i familie eje siden 1702. Ved bestyrelsesformand Abels Ebezners død, står hans søn Macaire dog ikke til automatisk at tage over efter sin far, da han 15 år tidligere overgav sine aktier til den mystiske Tarnogol i en slags djævlepagt. Macaire er gift med den smukke Anastasia, som desværre for ham i årevis har elsket en anden. Hun valgte dog i sin tid at gifte sig med Macaire, for hun er datter af den fattigfornemme Olga, der hævder, at de er Habsburgere og ser det som sin fornemmeste opgave at få sine døtre gift med rige, meget gerne adelige mænd.
Joël Dicker springer i tid og sted, men på trods af, at det hele udspiller sig i vor tid, er romanen alligevel bemærkelsesværdig gammeldags. Forfatteren har i sit plot lånt fra både Agatha Christie og Arthur Conan Doyle, og i kærlighedshistorien føler man sig hensat til de store romaner fra 1800-tallet, hvor en rig ægtemand var det vigtigste for en kvinde, og hvor en voksen datter stadig spurgte sin mor om lov. Vi bliver heller ikke snydt for den selvopofrende hushjælp. Der optræder mange besynderlige navne og personer, og jeg har en fornemmelse af, at Joël Dicker har moret sig, mens han skrev romanen og lånte lidt her og lidt der.
’Mysteriet på værelse 622’ er en metaroman, hvor rammen er forfatteren, der i nutid fortæller om denne bogs tilblivelse. Indenfor rammen udspiller mysteriet om mordet og alle forviklingerne sig. Bogen er meget fortænkt, meget usandsynlig og med sine mere end 600 sider alt for lang, men alligevel blev jeg grebet af handlingen og fastholdt til sidste side. Bogen er nemlig elementært spændende og ind imellem også sjov. Jeg må også give forfatteren, at der ikke er én løs ende, og at alt falder på plads som brikkerne i et meget stort puslespil. Bogen handler om, hvad vi ved og hvad vi tror, vi ved. ”Det handler om, at når man virkelig gerne vil tro, noget er sandt, så ser man kun det, man gerne vil se”, som én af romanens mest centrale personer Lev Levovitsj siger.
Brugernes anmeldelser