Sandheden om Harry Quebert-sagen

Elegant og enestående schweizisk roman, som med sin blanding af krimi og kærlighedshistorie bringer mindelser om Twin Peaks.

Den verdensberømte forfatter til romanen Ondskabens oprindelse, Harry Quebert, lever et stille og fredeligt liv som litteraturprofessor i den lille by Aurora, lige indtil man en dag finder et lig gravet ned i hans have. Liget viser sig at være resterne af den 15-årige Nola Kellergan, præstens datter, som på mystisk vis forsvandt for 33 år siden. Da man sammen med liget finder originalmanuskriptet til Queberts roman, og det samtidig bliver klart, at den dengang 34-årige Quebert havde et forhold til den unge pige, eksploderer skandalen.

Quebert arresteres og anklages for mordet, og den eneste, som tror på hans uskyld, er hans tidligere elev og ven, Marcus Goldman, der selv er forfatter. Goldman slog afgørende igennem med sin første roman, men har nu svært ved at få hul på sin roman nummer to, og for at få ny inspiration begiver han sig til Aurora for selv at undersøge, hvad der skete med Nola den sommernat for så længe siden. Goldmans undersøgelser fører snart til en række hemmeligheder og skjulte sandheder og dagsordener, men hvordan finder man frem til sandheden, når alle lyver om alle?

Som man kan fornemme, er dette en bog med mange lag, og i virkeligheden er der tale om flere historier i historien. Denne æskeopbygning gør naturligvis historien til noget ganske særligt, og alt efter ståsted og interesse får man virkelig noget for pengene. Mordgåden er suverænt opbygget, og undervejs bliver man den ene gang efter den anden ledt i en ny retning – faktisk skal man helt frem til den overraskende slutning, før alle løse ender bliver knyttet sammen.

Kærlighedsdelen står for mig som den svageste, fordi man som frisindet dansker har svært ved helt at se og forstå det katastrofale i et forhold mellem en nogle og 30-årig og en pige på 15, men når det er sagt, må man dog give forfatteren, at han virkelig har sans for psykologiske skildringer og portrætter. Sidste del, som omhandler forfatterrollen og drømmen om at skrive den store roman, er mesterlig og i den grad med til at løfte romanen op til noget helt særligt.

Og interessant bliver det naturligvis i endnu højere grad, fordi beskrivelsen af Goldman og hans historie på mange måder kan føres tilbage til Dicker selv.

Den unge forfatter, (han er ikke en gang fyldt 30 endnu), har i den grad formået at skrive en roman, som appellerer til mange – ung som gammel.