Anmeldelse
Mørke af Guillermo del Toro og Chuck Hogan
- Log ind for at skrive kommentarer
Velskrevet og godt disponeret dommedagshistorie fortsætter den gysende og uhyggelige nyfortolkning af vampyrmyten i højeste gear.
Den vampyrvirus, som blev sluppet løs gennem de døde passagerer i Flight 777 (’Blod’), har med lynets hast spredt sig til hele New York, og antallet af vampyrer vokser foruroligende. Snart er hele Amerika i farezonen og derefter hele verden. Alt er kaos og forvirring, men ingen vil erkende, at det er rigtige vampyrer, der hærger.
Kun de to læger fra CDC, Eph og Nora, har gennemskuet sandheden, og sammen med deres få forbundsfæller, den gamle vampyrjæger Setrakian, skadedyrsbekæmperen Fet og den unge gangster Gus, kæmper de en tilsyneladende håbløs kamp for at komme uvæsenet til livs. Trods sin viden om vampyrerne kan Eph heller ikke forhindre, at hans ekskone Kelly bliver vampyr, og hun forsøger nu af al magt at få fat i deres søn, Zack.
En gammel bog, som bliver sat til salg, kan være gruppens link til forståelse af vampyrernes hærgen, men inden de når at gøre brug af oplysningerne, bliver de fanget midt imellem en helt utænkelig krig mellem Herren, som er den hovedvampyr, der står bag hele forløbet, og som har sin helt egen skjulte dagsorden og de tre oprindelige vampyrer, de ældste.
Bogen stopper brat, lige midt i en totalt håbløs situation for heltene, og det er naturligvis smart fundet på af forfatterne, men sådan er hele opbygningen og skelettet til historien faktisk bygget op. Man går fra den ene cliffhanger til den anden, og ved at skifte fra person til person opnås et højt grad af flow i historien.
Med dette bind to får man stadig en meget velskrevet og godt disponeret dommedagshistorie, og selvom bogen er ikke for sarte sjæle, bloddryppende, mørk, uhyggelig og kaotisk, så kan den ikke fritages for at have sin helt unikke underholdningsværdi.
Skal man dog være en smule kritisk, så forekommer de blodige detaljer og de mange konfrontationer med vampyrerne lige at være en tand for meget, men omvendt så det noget, man som læser er nødt til at spille med på, indtil den forhåbentlige forløsning kommer i sidste bind.
Bogen er anden del i den trilogi, der nu officielt er kommet til at hedde ’The Strain Trilogi’,
Anbefales således stadig på det varmeste.
Brugernes anmeldelser