Morgensolen

Casper Gisselmann Christensen debuterer med en skinnende fin digtsamling på det lille forlag OVBIDAT.

OVBIDAT er et akronym, der står for Overlagt Vold Begået Imod Den Almindelige Tale, hvilket også er forlagets forståelse af poesi. Eller som forlagets grundlægger, digteren Rolf Sparre Johansson, i 2015 sagde til Politiken:
"Poesi er en form for frugtbar vold mod unuancerede verdensopfattelser og derfor også den almindelige tale. Litteratur tuner os ind på hinanden og uden om stereotypierne". Casper Gisselmann Christensen formår allerede som helt nyuddannet fra forfatterskolen netop det. 

'Morgensolen' er en vellykket flimrende digtsamling, der tager sig nogle ret modige valg ved at udfordre tid og rum – de 76 sider kan læses i løbet af 15 minutter, fordi der gennemsnitligt vel blot er omkring 4 korte vers (linjer) på hver side. Vers der består af simple hverdagsord. At samlingen kan læses hurtigt, betyder dog ikke, at man nødvendigvis bliver hurtigt færdig med den. De spredt beskrevne sider levner god plads – altså rum - til betydningen mellem linjerne – for nu at brage ind i en af de stereotype metaforer, som OVBIDAT bekæmper.

Fire korte linjer pr side kan godt virke af meget lidt, men Casper Gisselmann Christensen formår at skabe et poetisk univers, der fylder rummet ud med sproglige billeder. Billeder, der skaber genkendelse og sætter gang i følelser og fornemmelser. Et univers, der for mig kan udspringe af det uendeligt meningsfulde ved at ligge på ryggen i det høje græs en lun sommerdag og lade sig forføre af skyernes drift i det himmelblå. Bare den første side til eksempel:

”morgensolen er
en lille lyserød knude
der brænder som et myggestik
i brystet”

Gisselmann Christensens univers er skabt af relationer - der er helt basalt et "jeg" og et "du", og lidt mere avanceret etablerer han vidunderlig smukt en figur med heste, der på en eller anden måde står i kontrast til "mændene".

”hjertet er ude af sig selv
der er heste i hjertet
hjertets heste vågner med solen”

Således bliver hestene knyttet sammen med hjertet, der vågner i morgensolen fyldt med en galoperende buldren, men samtidig er der noget godmodigt, trygt ved hestene. Måske. Det kan bare være mig, der oplever det sådan, men pyt med det, der er masser af plads på siderne til at rumme andre opfattelser.

Overfor hestene finder man som nævnt mændene:

”når mændene taler
er kroppen en æblebåd mellem deres tænder
hestene kan ikke falde i søvn foran mændene
hvad skal det forestille”

Mændene er ikke nødvendigvis kønnede, men kan lige såvel være et udtryk for en (maskulin) ageren - rationel, definerende, voldelig og usårlig.

Verset: ”det var ikke en mand der lærte mig” bliver gentaget et par gange, som om det, der giver fylde - meningsfuldheden i skyernes drift, sollyset og følelserne mellem jeg’et og du’et - i hvert fald ikke kommer fra dem. 

'Morgensolen' er også fuld af årstider, nat og dag, varme og kulde, nærvær og savn. Alt sammen fortæller en historie, der meget vel kan handle om kærlighed, men den mestrer sit OVBIDAT ved ikke at være et stykke kommunikation; en meddelelse eller en besked.

Digtsamlingen siger noget. Noget, der er langt mere komplekst end de hverdagsord, den bruger til at sige det med. Måske er det endnu en af samlingens styrker, at den er så hurtigt læst, at man orker at vende tilbage og genlæse den. Det er muligt at opleve den folde sig ud igen med sine flimrende billeder og lade dem tale ind i den sammenhæng, læseren befinder sig i.