Anmeldelse
Moonlight Mile af Dennis Lehane
- Log ind for at skrive kommentarer
En krimi noir der nærmest læser sig selv. Tilbring et par timer med “The private eyes” Kenzie og Gennaro – og du er godt underholdt.
For tolv år siden blev den dengang fire-årige Amanda kidnappet, men hun blev – desværre -fundet og bragt tilbage til sin alkoholiske og voldelige mor. Nu er Amanda seksten år og forsvundet igen, og de selvsamme privatdetektiver Patrick Kenzie og Angela Gennaro er atter sat på sagen.
’Moonlight Mile’ kan læses som en selvstændig kriminalroman, men det er klart et plus at have læst forgængeren ’Gone Baby Gone’ for at få det fulde udbytte. Privatdetektiverne Kinzie og Gennaro er blevet gift og har selv fået en lille datter, og det er bestemt ikke, fordi de gerne vil involveres i en sag om Amanda og hendes dysfunktionelle familie, at de tager sagen. Men mere fordi de stadig, nu efter tolv år, har moralske skrupler over at have ført Amanda tilbage til en mor, der kun havde omsorgssvigt og overgreb at byde sin datter.
Vi befinder os i de mest betændte områder i Boston. ”Psyko”-syge kriminelle, uhyggeligt afstumpede meth-dealere, prostitution, vold og mord er hverdagskost. I dette minefelt befinder de to forbavsende sunde og moralske mennesker Kinzie og Gennaro sig. Og selvom de begge bevæger sig på kanten, er det altid med høje moralske værdier som det bærende - næsten da.
Forfatteren Dennis Lehane er kendt for flere filmatiserede bøger, deriblandt den prisbelønnede og vidunderlige ’Mystic River’. Lehane skriver lige ud ad landevejen i et letflydende humoristisk sprog, og man skal ikke have læst mange krimier, før tanken falder på den mere hårdkogte noir-genres dystre universer. Krimien er en rigtig “mandekrimi” med masser af gang i den og atmosfæreskabende dialoger. ’Moonlight Mile’ hører ikke til blandt de bedste Lehane-romaner, men den er helt bestemt et par gode timer værd.
Brugernes anmeldelser