Bog

Min uimodståelige mand : vi er alle mandschauvinister

Af (
2018
)

Anmeldelse

Min uimodståelige mand : vi er alle mandschauvinister af Mette Korsgaard

10 sep.19

Interessant og nuanceret bog om et emne, der virkelig kan skille vandene herhjemme, ligestilling og kønsroller.

Selvom de fleste af os er bevidste om, at kvinder og mænd er ligeværdige, så viser et utal af undersøgelser alligevel, at vi ubevidst foretrækker mænd til f.eks. lederjobs. Hvordan kan være? Det har dokumentarist og forfatter Mette Korsgaard sat sig for at undersøge i bogen 'Min uimodståelige mand'. Gennem 16 korte kapitler prøver hun at give et nuanceret blik på vores opfattelser af køn ved hjælp af forsøg, undersøgelser og forskning.

I 1980’erne og 1990’erne forsøgte videnskaben at forklare forskellige kompetencer med forskelle i mande- og kvindehjerner. Den forklaring holder ikke i dag, skriver Korsgaard, idet forskning viser, at der ikke er synderlig forskel på en mænd og kvinders hjerner. Hormoner regnes heller ikke for at have den store betydning for menneskers adfærd. Derimod er forskerne stort set enige om, at gener, miljø og kultur er altafgørende for, hvordan vi tænker og opfører os.

Med det in mente er det interessant, når Korsgaard i et senere kapitel henviser til, at vi allerede hos babyer gør forskel på piger og drenge. Drenge får f.eks. lov til at græde længere end piger, før de bliver trøstet. Det kan måske være medvirkende til, at de senere i livet kan have sværere ved at søge hjælp? Andre undersøgelser viser, at drenge opfordres mere til fysisk aktivitet end pigerne, og et forsøg, hvor mødre skulle indstille en rampe, som deres baby skulle kravle op ad, viste, at mødrene stort set ramte plet i deres vurdering af drengenes evner, mens de undervurderede pigernes evne med 9%.

Når det tilsyneladende er tillært, at vi opfatter mænd og kvinder forskelligt, hvorfor er det så så svært at ændre på? I Danmark har vi en ligestillingslov og en ligestillingsminister, alligevel lander vi kun på en 19. plads når det kommer til ligestilling mellem kønnene i World Economic Forums årlige analyse. Til sammenligning indtager Island, Finland, Norge og Sverige de første pladser.

Mette Korsgaard kommer ind på flere grunde. Bl.a. bliver feminister i Danmark ofte regnet for venstreorienterede, så er ens politiske observans borgerlig, føler man sig ikke nødvendigvis inkluderet. Feminister bliver også ofte skudt i skoene, at de hader mænd, og det er jo heller ikke et synspunkt alle er enige i. Beskyldningen har rod i, at ingen bryder sig jo om at afgive privilegier, og det er jo netop det, mænd tvinges til, hvis der pludselig er 50% flere at konkurrere med.

Til gengæld er der ingen tvivl hos bl.a. økonomer og erhvervsfolk om, at vi er nødt til at gøre noget for at få større diversitet i toppen. Som den danske og nordiske CEO i Deloitte, Anders Dons, siger: ” Alverdens undersøgelser peger på, at jo mere diversitet og inklusion du har med i din forretning, jo bedre løsninger kommer du op med. Vi behøver ikke mere empiri. Man bliver konkurrencedygtig som bare fanden, hvis man kan det her .”

Korsgaard runder også #metoo; forskel på repræsentation af køn i film og bøger; fordomme, eksempelvis at kvinder taler meget mere end mænd; og meget mere. Det hele fortælles i en humoristisk tone, men ud fra en seriøs indgang til emnet, hvor forfatteren søger at skabe bro, og vise at ligestilling er værd at stile efter for begge køn.

'Min uimodståelige mand' er en interessant bog om et emne, der virkelig kan skille vandene. Mette Korsgaard fremlægger mange spændende studier og undersøgelser, der afslører mekanismer i samfundet og hos det enkelte individ, som ikke kan undgå at vække til eftertanke.

Jeg kunne godt have drømt om, at Korsgaard havde analyseret sit stof lidt mere og draget nogle samlende konklusioner. Under læsningen føles det til tider lidt, som at bogen springer fra en undersøgelse til en anden uden at samle op på, hvorfor netop denne undersøgelse er væsentlig at nævne. Alligevel synes jeg, 'Min uimodståelige mand' er vigtig læsning for både mænd og kvinder. Ligestilling er nemlig ikke kun noget, kvinder kan nyde godt af.

PS. Ligesom Mette Korsgaard må jeg erkende, at jeg er mandschauvinist. I begyndelsen af bogen henviser hun til en test fra Harvard University, der afslører, om man ubevidst regner mænd for gode til teknik og videnskab og kvinder gode til de humanistiske fag. Har du også lyst til at prøve testen (Gender-Science IAT) selv, så finder du den her.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
54098626
ISBN
9788702235661
Antal sider
223

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer