Bog

Min mors hemmeligheder

Af (
2019
)

Anmeldelse

Min mors hemmeligheder af Nikola Scott

09 aug.19

Barsk og rørende slægtsroman giver indblik i, hvordan unge ugifte kvinder blev betragtet for få år siden og er samtidig en fin kærlighedshistorie.

Et år efter sin mors død dukker der en ukendt kvinde op i Adeles liv, og hun påstår, at de to er tvillinger. Adele kan slet ikke få sig selv til at tro på Phoebe, men alligevel bliver de to kvinder enige om at undersøge, hvad der egentlig skete med Adeles mor dengang tilbage i 1958, da Adeles mormor lå for døden, og hendes mor blev sendt til Hartland for en sommer. Det bliver en lang, besværlig og til tider hård rejse tilbage til en tid, hvor unge kvinder ikke havde meget at sige over eget liv, og hvor børn født uden for ægteskab var en skam for hele familien.

'Min mors hemmeligheder' er både spændende og rørende, om end den til tider er en anelse lang. Sproget er flot og meget beskrivende, og det gør bogen til en nydelse at læse, især for mig, som mest læser krimier, hvor sproget som regel ikke er videre poetisk eller smukt. Det historiske aspekt er klart et plus, jeg kan generelt godt lide bøger, der springer i tid, og her fungerer det optimalt. Det er spændende at læse om flere generationer af kvinder og deres kamp for selvbestemmelse og ligeværd.

Selvfølgelig handler den også om kærlighed og heldigvis for det. Det hører sig simpelthen til i familiefortællinger, og i denne historie bliver det aldrig for meget. Elizabeths, Adeles mor, fortid rummer både forelskelse og svigt i fine mængder, så jeg både græd og grinte med hende og de øvrige kvinder i bogen. De relativt få personer fremstår realistiske og ærlige, og særligt kvinderne, der har de mest fremtrædende roller, er meget nemme at holde af – også i deres mindre søde perioder. 

Jeg vil sammenligne forfatteren med Kate Morton, Lucinda Riley og Kimberley Freeman, så er man til deres bøger kan jeg varmt anbefale denne også.

Bogdetaljer

Forlag
Turbulenz
Oversætter
Peter Carstens
Faustnummer
46611012
ISBN
9788771483697
Antal sider
425

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer