Manden der gik

En barsk fortælling fra Skotland om nevøen, som er på jagt efter sin onkel, Manden der gik, for at få fat i 27.000 pund, onklen har stjålet.

Men Manden der gik er ikke nem at finde, og nevøen kommer langt omkring i sin søgen.

Alan Warner skriver nogle stærke historier. Tidligere har jeg læst "Rave baby" og "Sopranerne" af ham, og begge romaner tog pulsen på de mere hårde miljøer i Skotland (selvom sidstnævnte handler om katolske skolepiger). I "Manden der gik" befinder vi os også på Skotlands underside, og det er ikke småting, vi hører om.

Nevøen er på jagt efter sin onkel Manden der gik. Han har tilsyneladende stjålet 27.000 pund, og dem vil nevøen have fingre i sammen med Kære mors kæreste, Formanden. Så nevøen sætter efter Manden der gik, og ved at følge hans spor når han langt omkring.

På rejsen møder han mange mærkelige mennesker. Det ældre ægtepar, der venligt inviterer ham med hjem, men viser sig at være swingere. Hollywood-fyren, der leder efter egnede locations til en ny film. Ex-kæresten Paulette, som nu er gift og har to børn, men som stadig er lige vild, og mange flere.

Da rejsen ender, sker det med en grum og ubehagelig overraskelse. Alan Warner levner ikke megen tro på en lykkelig fremtid, men der anes dog lidt optimisme – eller måske er det snarere resignation.

"Manden der gik" er en velskrevet og velfortalt roman. Når først man har vænnet sig til, at personerne omtales ved øgenavne, så venter der én en spændende, men barsk oplevelse. Warner lægger ikke fingrene imellem, når han beskriver den trøstesløse tilværelse i det skotske højland. Der er ikke mange solskinsstunder her. Alligevel er bogen værd at læse. Den fanger én ind, og man både forarges og røres, når romanens skæbner ruller sig op foran én.

Oversat af Steen Fiil. Klim, 2004. 249 sider. Kr. 299,-