Ly

Emma Bess’ romandebut kommer rundt om interessante temaer som det svære forældre-barn-forhold og erindringens væsen, men ender som en uforløst romanoplevelse.

“Alle de tanker om at være barn. Kan mor også mærke dem? Det føles, som om de flyder i luften herinde, klinger igen og igen i hinanden.” Således står der et sted i Emma Bess’ romandebut ‘Ly’, som er en slags undersøgelse af erindringens væsen og af, hvordan samme virkelighed opleves forskelligt.

I ‘Ly’ møder vi kunstfotografen Linda, som er rejst til Danmark fra sit hjem i London, da hendes far ligger for døden. Hele romanen udspiller sig over nogle få dage, hvor Linda indlogerer sig hos sin datter Salome/Sally, der bor sammen med sin mand og to små børn, så familien samlet kan besøge og tage afsked med den dødende far/morfar.

Romanen er fortalt fra skiftevis Linda og Sallys perspektiv, og skrivestilen skifter alt efter, om det er Linda eller Sallys afsnit. Linda oplever sin voksne datter som alt for småborgerlig og ordinær, og stilen ved Lindas afsnit er højstemte og detaljerede. Sally oplever sin mor som egoistisk, ansvarsløs og uden for rækkevidde, dog virker det også som om, Sally har et lille håb om, at de to vil kunne finde hinanden midt i deres fælles tab af faren/morfaren, som ingen af dem nogensinde har følt sig elsket af. Sallys afsnit er skrevet i et mere let tilgængeligt tonefald.

Det skiftende perspektiv giver romanen dynamik, men sørger også for at læseren aldrig rigtig får sympati med nogen af karaktererne, måske på nær Sallys to døtre, Eline og Ada, som også bliver filtret ind i den komplicerede relation mellem Linda og Sally. Linda insisterer på at omtale sin datter for Salome eller Sal, som hun har navngivet hende, mens datteren selv foretrækker at blive kaldt Sally. Denne konflikt omkring navnet viser forskellen mellem mor og datter og understreger deres stædighed og uvillighed til at møde hinanden.

Lindas besøg hos Sally bliver til et slags skuespil, hvor alle i familien forsøger at agere i bestemte roller, samtidig med at minder fra fortiden vælter frem. Fortælleren kan være i gang med en beskrivelse og straks efter hoppe over i et minde, som for at mime den måde hvorpå mennesker springer rundt i tankestrømme og minder, når de tænker.

‘Ly’ er en roman, som i høj grad er båret af sit sprog. De lange, filtrede sætninger, hvor erindring og nutid bliver vævet sammen, afstedkommer dog en meget tung læseoplevelse. Jeg havde svært ved at holde fokus på bogens tematikker, netop på grund af sætningernes mættethed og skift mellem nutid og erindring. Flere gange tabte jeg tråden og måtte genlæse for at huske bogen præmis om at fremsætte skiftevis to forskellige perspektiver på erindring, familierelationer og fortidens traumer. Præmissen er der ikke noget i vejen med, men i praksis formåede ‘Ly’ ikke at sige mig ret meget nyt om “det usagte i en familie”, som ellers virker til at være en drivkraft for forfatterens projekt med bogen. På bagsiden står der at ‘Ly’ er en roman om “den stærke trang til at forstå sig selv og hinanden”, og jeg står desværre ikke tilbage med en særlig stor trang til at forstå denne bog, da jeg mistede interessen undervejs i min læsning.