Bog

Kvinden i Kahyt nr. 10

Af (
2017
)

Anmeldelse

Kvinden i Kahyt nr. 10 af Ruth Ware

20 jul.17

Psykologisk spændingsroman, der sætter gang i de små grå.

Lo Blacklock er journalist på et rejsemagasin i London. Hun bliver inviteret på et krydstogt på vej mod Trondheim, hvor hun ser frem til glamour og luksuriøs afslapning. Lo er nærmest spurtet om bord på skibet og med god grund. Hun vil væk fra sin London-lejlighed, hvor hun kort forinden er blevet overfaldet af en maskeret mand. Kæresten har hun også bragt sig på kant med, for de kan ikke sætte en fælles kurs for forholdet. Lo har brug for spabad og masser af drinks.

I stedet for nordlys ser hun fra sin kahyt en person blive kastet over bord. Lo tænker: ”Hvem der end havde stået dér – hvem der end havde smidt en krop over bord – kunne vedkommende ikke have undgået at se mig storme tankeløst, idiotisk ud på altanen. ”  

Personalet på skibet nægter kategorisk hændelsen, da de regner med, at Lo var fuld efter en god og våd middag, og der mangler tilsyneladende ingen passagerer.  Derfor indser Lo, at hun ikke længere er på sit livs ferie, men er fanget på skibet med en potentiel morder ombord.

Bogen er en god gedigen krimi med et Agatha Christie-lignende mysterium. Der er mange mistænkte, som Lo begynder at undersøge nærmere. Hun er virkelig ikke en stor detektiv, men det sætter bare mere gang i handlingen, og skibet begynder at føles meget småt.

Skulle du trænge til at få pulsen op, så læg dig ned og læs. Siderne bladrer af sig selv, mens koldsveden løber ned af ryggen.  Er du bange for små rum, så skal du måske udfordre dig selv og læse ’Kvinde i Kahyt nr. 10’. Jeg var vild med den.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Sine Norsahl
Faustnummer
53162827
ISBN
9788702229424
Antal sider
369

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer