Bog

Kunstner noveller

Af (
2003
)

Anmeldelse

Kunstner noveller redigeret af Astrid Pejtersen

29 mar.04

Hvordan er det at leve på grænsen mellem virkelighed og fiktion? Hvordan er det at leve som kunstner? I denne meget fine novellesamling får vi 10 danske og et enkelt norsk bud.

I forordet til novellesamlingen "Kunstner-noveller" står der:
"Kunstnernoveller er ikke nogen ny genre. Lige siden de tyske romantikere i slutningen af 1700-tallet vendte blik og pen indad, er der i kunstnernoveller og ditto romaner blevet reflekteret over de problemer, der er forbundet med kunstnerrollen."

I denne novellesamling, redigeret af Astrid Pejtersen, er det netop, hvad 10 danske og en enkelt norsk forfatter er blevet bedt om.

I 11 meget forskellige noveller hører vi om den kunstneriske skabelsesproces og alt det, der følger med denne. Vi hører om den hårde arbejdsproces, om inspiration eller manglen på samme, om frygten for gentagelse og angsten for fiasko. Om hvordan man får et almindeligt familieliv til at fungere sideløbende med kunsten, om at skylde penge til skattevæsenet. Samt om den offentlige side af kunstnerarbejdet: forholdet til forlæggere og kritikere, interviews med journalister, receptioner, prisuddelinger og foredragsturnéer.

Man kan spørge sig selv, hvorfor det interesserer os almindeligt dødelige, hvordan kunstnere skaber kunst. Vi nyder jo produktet af den kunstneriske proces, men det er ikke nok. Kunstnerlivet fascinerer os. Vi vil gerne se og høre vores yndlingsforfattere, vi vil gerne møde maleren, hvis maleri vi nyder, eller kigge indenfor i atelieret. Er det for at snage? Eller er det, fordi skabelsesprocessen er dragende, betagende? I hvert fald inviteres vi i denne samling indenfor under huden på en række forfattere eller under de lag, de har valgt at vise os.

Merete Pryds Helle har beskrevet kunstnerens balanceren på grænsen mellem virkelighed og fiktion, mellem normalitet og sindssyge, mellem børn, der skal hentes, breve, der skal besvares, og den tilstand, kunstneren må befinde sig i for at kunne arbejde. Mens Naja Marie Aidt har skrevet en dejlig brevveksling på mail mellem to kvindelige forfattere, der desperat venter på brev fra Kunstfonden, samtidig med den ene overvejer, hvad fanden hun skal skrive i den kunstnernovelle, hun er bestilt til at skrive.

Morten Søndergaards forfatter befinder sig i Milano for at promovere sin nye bog. Desværre tør forfatteren Adam Kmak ikke rigtigt forlade hotelværelset, hvor han ligger og drikker grappa af tandkruset og hallucinerer. Lars Saabye Christensens forfatter har modtaget en større litterær pris og er nu blevet bedt om at holde en 17. maj-tale på en stor norsk digters grav. En tale, folk forventer sig meget af. Forventninger, det kan være svære at leve op til.

Benn Q. Holm beskriver i en fin novelle både den hårde indadvendte skriveproces og den efterfølgende hårde udadvendte periode med interviews, optræden i TV, oplæsnings- og foredragsturnéer. Bent Vinn Nielsens forfatter er gammel og krukket, hjemmehjælperne flygter fra ham, og han er igang med at planlægge sit eget selvmord.

Det er meget fine noveller, de 11 forfattere har begået, og det er svært at fremhæve nogle frem for andre. De er alle interessante bud på, hvordan det er at leve og arbejde som kunstner, og de kan alle varmt anbefales!

Bogdetaljer

Forlag
Athene
Faustnummer
24896498
ISBN
9788711170748
Antal sider
189

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer