Anmeldelse
Kontrakten af Adda Lykkeboe
- Log ind for at skrive kommentarer
Ægteparret Maria og Johann er i krise, fordi han har haft en tilfældig affære. Hun opstiller en kontrakt der pålægger dem begge åben utroskab, og giver dermed deres ægteskab et nyt fundament.
Min gode og farverige kollega, Adda Lykkeboe, der i marts var månedens kendte læser, har skrevet en erotisk roman, som vi naturligvis har ventet med spænding.
Her er den så, en lille, stramt komponeret roman, skrevet i et sprog, der er så stramt og smukt at det næsten får hårene til at rejse sig.
Maria på 28 og Johann, der er lidt ældre, lever i et lykkeligt ægteskab, indtil Maria opdager, at Johann har lavet et enkelt sidespring med en tilfældig kvinde. Hun reagerer med angst, vrede og tavshed, men efter nogle dage præsenterer hun Johann for en kontrakt, der efter Marias mening vil være deres eneste mulighed for at fortsætte samlivet. Kontrakten forpligter dem begge til igennem 3 måneder at være utro i hinandens nærvær, de skal skiftes til at vælge hvordan og til at finde (professionelle) partnere.
Herefter går det løs med besøg i pornobiograf, aftaler med luksusludere o.s.v. - til stor væmmelse for dem begge, men Maria opgiver ikke en kontrakt i utide. Desværre kompliceres fortagendet en del, da deres fælles ven, Christian, forelsker sig i Maria og hun (måske) i ham.
Historien er fortalt i jeg-form af skiftevis Maria, Johann, Christian og Marias skytsengel, Gabriel, der styrer det hele og viser sig for Maria nogle gange. På den måde opleves flere af episoderne kun fra én af personernes synsvinkel - resten er op til læseren.
Gabriel er en herlig engel, han er ikke uden humor og han er ikke bange for at handle i strid med ordrer fra sin Overordnede.
Kontrakten giver ikke en dybtgående, psykologisk skildring af personerne, men den stramme opbygning gør bogen fyldt med tankevækkende stof imellem linierne. Romanen foregår i et meget intellektuelt miljø (der citeres fra bl.a. Goethe og Løgstrup, og hvert kapitel indledes med et citat fra Højsangen), og jeg tror, den skal finde sine læsere i samme miljø blandt mennesker med nogle års parforhold bag sig.
Modtryk, 1999. 109 sider.
BogWeb - 1. april 1999
Brugernes anmeldelser