Anmeldelse
Koalas filosofi af Béatrice Rodriguez
- Log ind for at skrive kommentarer
Der stilles rigtig mange store eksistentielle spørgsmål i denne fine fortælling, der tager udgangspunkt i samtaler mellem en koala og dens lille ven fuglen, der sidder i et tænketræ.
Koala fortæller fugl om sin drøm, hvor den fløj. Den lille fugl synes, det lyder kedeligt, for den flyver jo hver dag. Lille fugl viser Koala en kiste med tøj, som den har fundet, og Koala prøver en kjole, som den først ikke tænker, at den kan have på, for koalaer kan vel ikke gå i kjole uden at blive drillet?
Tilbage i træet spørger lille fugl om, hvor kjolen er? Koala svarer, at den er upraktisk at klatre i, og at den faktisk ikke kan lide, at man kan kigge op under kjolen. "Men nu er du helt nøgen, er det ikke det samme som at kigge op under kjolen?" "Overhovedet ikke, for jeg har ikke en kjole på", svarer koala. Lille fugl bliver også meget overrasket over at få at vide, at alle en dag skal dø. Den tager sig til hovedet og siger "Hvorfor får jeg aldrig noget at vide?". Da Koalas elskede tænketræ vælter, er afskeden virkelig rørende, og Koala må sande, at selvom intet varer evigt, betyder det ikke, at ny kærlighed ikke kan opstå.
'Koalas filosofi' er en virkelig smuk fortælling, som kan danne udgangspunkt for mange eksistentielle samtaler om livets store spørgsmål. Koala har et skønt syn på verden og bevarer næsten altid sit lyse sind, hvor lille fugl stiller de kritiske spørgsmål, men den har også har et mere realistisk syn på verden. Bogen viser derfor også, at man sagtens kan være bedste venner, selvom man er ret forskellige, bare man er parat til at lytte.
Franske Béatrice Rodriguez har skrevet og illustreret en del børnebøger, og dette er den anden, der er oversat til dansk. Brug bogen som en vigtig huskebog til at bevare det åbne syn på verden og alle dens vidundere.
Brugernes anmeldelser