Kinoplex

En roman om et depraveret, deprimeret og desillusioneret miljø leveret i det smukkest tænkelige sprog af multi-kunstner Martin Hall. Sproget er balsam mod indholdets ru og rå beskaffenhed.

Hvis man kan operere med et begreb, der kaldes feel-good indenfor litteraturen, må dette begreb også have sin modsætning et sted. Og jeg tror lige, at jeg har fundet en roman, som hører hjemme i den sidstnævnte af de to kategorier. Måske lyder det for decideret negativt at tale om feel-bad-litteratur, men korrekt opfattet kan det godt bruges her, hvor der er tale om 'Kinoplex', seneste litterære frembringelse af multi-talentet Martin Hall.

'Kinoplex' er - rent indholdsmæssigt - meget langt fra feel-good. Persongalleriet består af en flok depraverede unge mennesker, der lige så godt kunne have optrådt i en roman af Brett Easton Ellis. Der hersker en slags forfinet råhed, hvor paradoksalt det end kan lyde, blandt de mest initiativrige, og grænserne for såvel opfindsomhed som seksuelle eskapader er nærmest ikke-eksisterende.

Følelser er en by i Rusland – eller rettere sagt: En storby i Sydamerika. Fortællingen udgøres nemlig af to spor – begge med en navnløs fortæller som primus motor. Og det ene spor, som tidsmæssigt er det nyeste, fører fortælleren (og læseren) til en sydamerikansk storby, hvor han leder efter ”sin” Beatrice, som alt til trods må siges at være genstand for en form for følelser fra hans side.

Det andet spor rækker langt tilbage i tiden, helt tilbage til de ulykkelige 1980´ere, hvor både kropslige og tekniske eksperimenter formede fremtiden. Dengang afholdtes en bestemt type fester – kaldet Kinoplex. Og tillad mig her at bringe en advarsel: Do not try this at home!

Kinoplex-konceptet bliver dét, der binder de to fortællespor sammen, da fortidens fangarme en dag griber ind i fortællerens nutid og sender ham ud på en opsøgende rejse.
 
Mod bogens slutning har fortælleren fundet Beatrice i den sydende sydamerikanske storby. Han spørger hende, hvorfor hun netop slog sig ned her, hvortil hun svarer: ”Hvorfor ikke? Masser af steder at tage hen, ingen steder at være.” Og hermed får hun faktisk ret præcist karakteriseret ikke alene sin egen situation, men også en hel ungdoms- og subkultur, som er karakteriseret ved rodløshed og mental selvdestruktion. 

Det er ikke opløftende, men hold kæft, hvor er det godt!