Anmeldelse
Jukebox af Åke Edwardson
- Log ind for at skrive kommentarer
Tiden er til jukeboxe og rockmusik – men velfærdssamfundet kommer stormende.
Her er mulighed for genoplevelse af 60’erne og 'genhør' af tidens musik. Johnny er opvokset på børnehjem og i diverse dårlige familieplejer. Som voksen har han svært ved at holde fast i noget i tilværelsen. Resultatet er skiftende småjobs, indtil han overtager en virksomhed, der udlejer og vedligeholder jukeboxe.
Hans liv består nu af lange køreture fra det ene værtshus til den næste dansebar for at servicere jukeboxe og indkassere en del af omsætningen. Alle disse timer i bilen bruges til tilbageblik og refleksioner over en langt fra lykkelig barndom og ungdom, hvor den store sorg var adskillelsen fra storebroderen.
Johnny er ensom. De mange bekendte, han har i forbindelse med sine jukeboxe, lytter han gerne til – men han åbner sig ikke for nogen.
Interessen for jukeboxe er på retur; folk får efterhånden råd til egen grammofon. Og i løbet af det år, vi følger Johnny, kommer han til erkendelse af forholdet til broderen, og jukeboxene slipper han modvilligt… "det er ikke mig der opgiver dét liv. Det er dét der opgiver mig."
Bogen er en øm og rørende beskrivelse af et ensomt menneske, som har gjort rocken til sit liv: Johnny ER sine rocknumre.
Personer og miljø omkring hovedpersonen er beskrevet meget tidstypisk og vil opleves som ren nostalgi af læsere, der har gjort 60’erne med som unge eller voksne.
Stedet er området omkring Göteborg – men kunne være mange andre steder i den vestlige verden. Svenske Åke Edwardson, kendt og elsket som krimiforfatter, viser her, at han har mange andre strenge at spille på.
Oversat af Søren Vinterberg. Fremad, 2004. 295 sider. Kr. 299,-
Læs anbefalingen af Himlen er et sted på jorden
Læs anbefalingen af Sejl af sten
Brugernes anmeldelser