Et yndigt land

Ottende krimi med kriminalkommissær Erik Winter fra Gøteborg. Stadig velfortalt og indsigtsfuld, men med endnu langsommere kadence end før.

Tre unge mænd med indvandrerbaggrund bliver fundet skudt på klos hold i en døgnkiosk i en slummet forstad til Göteborg, og kort tid efter findes den ene mands kone også myrdet.

Kriminalkommissær Erik Winter leder efterforskningen af sagen, som går umådeligt trægt. Ingen i forstaden har lyst til at tale med politiet, slet ingen. Ingen har set noget, ingen har hørt noget, ingen ved noget. Alle er tavse og skeptiske.

Erik Winter og hans kriminalbetjente er gennemgående personer i Åke Edwardsons politiromaner, og de skildres flot og overbevisende. Den reserverede Erik Winter selv med overklassemanerer og forfinet smag har udviklet sig gennem serien, som man klart anbefales at læse i rækkefølge.

At ingen i indvandrerforstaden vil tale med politiet, gør opklaringsarbejdet til en langstrakt affære, hvor politifolkene igen og igen prøver at bryde muren af tavshed og fjendtlighed. Politiet afprøver hypoteser om narkokriminalitet, prostitution og menneskesmugling, og lidt efter lidt får de hul på sagen, og menneskelige tragedier oprulles.

Hvis man tidligere har syntes, at Edwardson skriver i en langsom og underforstået stil, har den fået endnu et nyk denne gang. Dialogen er intens og ultrakort, nærmest staccato, og Erik Winters indre dialoger kræver en koncentreret læser.

Erik Winters harmoniske privatliv glider ud og ind mellem siderne, men han har fået nogle ildevarslende fysiske symptomer, der kunne tyde på krise i næste bind.

Der er fortfarende mange læsere til Åke Edwardsons gode kriminalromaner i hans karakteristiske stil.

Oversat af Søren Vinterberg.  Fremad, 2007. 332 sider