Anmeldelse
Jeg vælger uden filter af Ronnie Andersen m.fl.
- Log ind for at skrive kommentarer
’Jeg vælger uden filter’ er en skæv og overraskende samling tekster fra en række af Danmarks hotteste forfattere om valg og afsavn – og en af 2015’s mest forunderlige læseoplevelser.
Normalvis læser jeg næsten lige så hurtigt, som jeg taler. Det siger ikke så lidt, vil verden omkring mig nok give mig højlydt medhold i. Denne gang har jeg dog taget min tid og læst et digt den ene dag, en novelle den anden og et vignet den tredje. Jeg har med andre ord givet mig tid. Derfor har jeg været længe – længere end normalt i hvert fald – om at læse de sølle 150 sider, der udgør ’Jeg vælger uden filter’. Og hurra for det. Det er nemlig en læseoplevelse, der skal nydes stille og roligt i mindre bidder, så det hele kan bundfælde sig. Ingen hast eller jag.
Man kan nemlig også blive overvældet af bogen. Jeg er i øvrigt hele tiden tilbøjelig til at skrive novellesamling, men det er det ikke. Jeg ved faktisk ikke, om der er tale om en antologi eller en digtsamling; der er nemlig en skøn blanding af forskellige typer tekster i ’Jeg vælger uden filter’. Fremover, så er det bare bogen. Men jeg forvilder mig ud på et sidespor, om end formen betyder noget for bogen og den måde, det overordnede tema serveres. Der er valg alle vegne, ikke mindst i bogens små fortællinger og digte. Og også bogstavelig talt i et tilfælde, hvor man nærmest er sin egen hovedperson. Men lad mig træffe et valg og tale lidt om skribenterne.
’Jeg vælger uden filter’ er skrevet af en perlerække af Danmarks bedre ordsmede. Og de rammer hver og en stilsikkert problematikker og følelser omkring valg og afsavn. For hvor man vælger et, må man lide savnet af noget andet. Det er kort fortalt temaet i bogen. Oftest med et overraskende og til tider tragikomisk glimt i øjet. Ikke mindst er suveræne Stine Pilgaard både sjov og sørgmodig, nærmest trist.
Den stemning rammer Tine Høeg også. ”Da jeg var seksten, sagde min mor til mig i prøverummet: man skal aldrig følge moden blindt, men tage sin kropsform i betragtning.” Hvor er det skarpt, ondt og lidt sjovt også. Nanna Damsgaard-Larsen fortjener også at blive nævnt. Hendes digt ’Aldrig alene som i Glesborg’ rammer spot on med sit udsagn om sorg; ”Man kan ikke dele sorg som en skærekage”.
Det er en anderledes bog, og som bibliotekar – mit borgerlige hverv, når jeg ikke sniger mig omkring i nattens mulm og mørke for at anmelde bøger – så ville jeg ikke ane, hvem der var målgruppen for ’Jeg vælger uden filter’. Bevares, man kan altid stikke den til nogle unge studerende, men den bør nå ud til et større, mere frivilligt publikum. Så kender man en, der kan lide lidt skæv litteratur, så giv dem bogen i gave eller anbefal den. Det er et givtigt læs, man kan have glæde af længe.
Originally published by Jan M. Johansen, Litteratursiden.
Brugernes anmeldelser