Jeg løb mod Nilen

Hvis man er det mindste interesseret i verden udenfor andedammen, er Alaa Al Aswany uomgængelig læsning. Vigtig samtidshistore og romankunst i verdensklasse.

Den amerikanskboende egyptiske forfatter, der fik sit store verdensgennembrud med kollektivromanen Yacobians hus i 2002, vender i sin nye bog tilbage til Cairo og det arabiske forår i 2011, som han deltog i og meget gribende skildrer, så det sine steder er direkte ubehagelig - men yderst vigtig - læsning.

Der er som i debuten et stort persongalleri, der er med til at nuancere historien. I centrum står Asma og Mazen, der har en indflettet brevroman(ce), hvor de udvikler deres forhold på tværs af alle gængse normer. Han er meget aktiv, og det bliver hun efterhånden også, selv om det er meget i modstrid med de forventninger, de egyptiske magthavere har til en folkeskolelærer.
Et andet næsten umuligt forhold er mellem den fattige Khalid og Dania, der er datter af General Alwani, der er leder af hele det egyptiske sikkerhedsapparat og dermed også en ledende skikkelse i knægtelsen af det oprør, hans datter er en del af.
En tredje hovedperson er den succesløse skuespiller Ashraf, der fra at være en hashrygende døgenigt bliver vakt, da en ung pige søger tilflugt i hans lejlighed.

Det er en meget voldsom og handlingsmættet roman, der giver et tilsyneladende meget præcist billede af begge sider af oprøret. Al-Aswany deltog selv i oprøret, og mange af historierne er sande, der er endog ægte vidneudsagn, hvor navnene selvfølgelig er ændrede. Al-Aswany har hørt mange af generalens grove replikker i sin tandlægepraksis, hvor mange af magtens mænd lod sig behandle og ikke lagde skjul på deres ekstreme synspunkter.

Oprøret endte som bekendt ikke godt, så det gør bogen heller ikke. Det er smertefuld læsning at være vidne til den brutalitet, oprøret blev slået ned med, og mærke de manglende håb, oprørene sidder tilbage med.