Jeg er Malala

Som del af temaet om terror og ytringsfrihed anmelder vi "Jeg er Malala" af Malala Yousafzai.

Portrætbogen om pigen Malala, der blev forsøgt dræbt af Taleban og siden fik Nobelprisen, rummer både et gribende personportræt og et omfattende indblik i Pakistans kultur og historie.

Pigen Malala fortæller her i samarbejde, som det hedder, med Christina Lamb, efter sin helbredelse i England efter skudattentatet i Pakistan om sit liv i det Pakistan, hun måtte forlade så dramatisk for at redde livet. Efter bogens udgivelse fik Malala jo Nobels Fredspris for sin kamp for navnlig pigers rettigheder, deres ret til uddannelse, og den baggrundsviden har jo så en nutidig læser som et ekstra perspektiv i fortællingen. 

Man kan sige, at bogen rummer to historier. På den ene side er det væsentligt for Malala at få fortalt sin nations både dramatiske og omskiftelige historie siden staten Pakistan blev oprettet, bl.a. den triste historie om korrupte og grådige toppolitikere, der sætter egen vinding foran nationens bedste og efterlader befolkningen under primitive, utidssvarende og kummerlige vilkår. Den historie bliver tegnet ganske skarpt op. På den anden side er det vigtigt for Malala at få fortalt sin egen historie, sin families historie og sin hjemegns historie. 

Malala er vokset op i Swat Dalen i det nordlige Pakistan, et naturskønt område, som Malala tydelig elsker højt og priser i poetiske toner, og som kunne have været et blomstrende sted i dag, hvis historien var gået anderledes. Hendes egen opvækst med forældre og søskende forekommer på den ene side at have været ganske traditionel for det stammeland, hun er født i, hvor sønners fødsel fejres med geværskyderi og fest, mens døtres bliver forbigået i tavshed, hvor mænd og kvinder, sønner og døtre lever meget adskilte liv, hvor - som Malala beretter - fædre og sønner ved måltidet nyder det gode og lækre brystkød fra kyllingerne, mens mødre og døtre kan sidde og fedte med vinger og hvad der ellers bliver tilbage. 

Heldigvis for Malala er hendes familie på den anden side alligevel atypisk med en far, der anerkender pigers ret til skolegang og kæmper for den som skoleleder og bekræfter Malala i hendes tro på værdien af at lære. Det er denne baggrund, der giver Malala styrken og modet til som purung teenager - for nu at gøre historien kort - at blive en aktiv blogger om pigers uddannelse, at ytre sig offentligt, at bevæge sig med utrolig sikkerhed i medierne og offentligheden, ja, have styrken og modet til at stikke ud - velvidende at hun færdes på en farlig vej. Hvilket virkeligheden jo så bekræftede, da hun og hendes skoleveninder i skolebussen blev forsøgt dræbt.

Der er en del fotos i bogen, af familie og venner - og af den blodbesudlede skolebus - det gør stort indtryk. Stort og ganske rørende indtryk gør det også, at Malala midt i den skæbne, der har grebet hende og gjort hende til ikon og offentligt eje, fastholder billedet af, at hun også er en helt almindelig pige, der tøsesnakker med veninderne - og nævner TV-figuren Ugly Betty som et idol... Bogen er et væsentligt dokument til forståelse af den pige, der blev grebet af historien og kom til selv at skrive historie allerede som purung.