I køkkenet med Karen Blixen

Murstensværk om Karen Blixens forkærlighed for mad og vin, der med sine mange og til tider meget irrelevante sidespor nemt kan få læseren til at tabe tråden.

Vi kender en hel del til Karen Blixen som fortællingens mester, men hvad de færreste ved er, at en af Karen Blixens største interesser lå i kogekunstens verden. Hun var tilsyneladende noget af en gastronom. Gastronom på så højt et niveau, at hun ikke kunne have gjort Babette fra Babettes Gæstebud til en madkunstner uden selv at være det.

Karen Blixen havde en kaffefarm i Afrika. En farm, som hun elskede og kæmpede for, indtil håndklædet til sidst blev kastet i ringen, og hun vendte hjem til Danmark. En mindre kendt historie om Karen Blixen, og især hendes tid i Afrika, er at det var her, hun lærte at lave mad og oplærte sin egen kok i det sofistikerede, elegante og moderne franske køkken.

Karen Blixen voksede op i Rungsted. Her levede hun en privilegeret tilværelse i en tid, hvor det var forventeligt af en pige, at hun beherskede almene kundskaber som musik, fremmedsprog, tegning og litteratur. Hun lærte altså ikke at lave mad - der var folk til at tage sig af alle de praktiske gøremål. Madlavningen kom hun først efter, da hun boede i Afrika og lærte sig selv at lave mad ud fra Madam Mangors ‘Kogebog for Smaa Husholdninger’ (1883).

Er du i forvejen interesseret i Karen Blixens liv, vil der være meget i denne bog som du allerede ved, blandt andet at hun fortalte historier og eventyr for sit livs kærlighed Denys Finch Hatton, og at dette blev startskuddet til Syv fantastiske fortællinger, der udkom første gang i USA i 1934, tre år efter hjemkomsten til Danmark. Historien om hvordan hun lærte at lave mad er således flettet ind imellem alt det velkendte, der allerede er blevet fortalt om Karen Blixens liv.

Jeg må dog indrømme, at selvom jeg elsker at læse Karen Blixens bøger, bøger om Karen Blixens liv og ikke mindst kogebøger, så er det svært at sige noget godt om flowet i denne her bog om Karen Blixen. Den er flot som et samlerobjekt, sat op som en roman, fyldt med flotte billeder og spændende detaljer om Blixens liv og levned. Det til trods er den til tider så kedeligt skrevet og med så mange sidespor, at jeg dels taber tråden og må bladre tilbage og dels synes, at flere aspekter er frustrationsfremkaldende irrelevante for historien om Karen Blixens kærlighed til mad.

Medmindre du er dybt interesseret i Frankrigs historie omkring 1870 og et langt sidespor om restaurationslivet i Paris, kan du med fordel springe det meste af kapitel 6 over. Historien om, hvordan Karen Blixen lærte at lave mad og hvilken plads maden havde i hendes liv, er meget spændende. Desværre er den pakket ind i meget irrelevant information, så hvis du læser ‘I køkkenet med Karen Blixen’, skal du virkelig ville det. Den kræver både tålmodighed og udholdenhed at komme igennem.