I det fjerne

Psykedelisk og melankolsk debutroman om en svensk immigrants rejse gennem USA er en vidunderlig læseoplevelse

Læseren kastes lige ind i en beskrivelse af et menneskeligt væsen, der kommer op af et hul i isen. Det er Håkan Söderström, hvis tumultariske liv herfra udrulles fra det tidspunkt, hvor hans far sender ham og storebror Linus fra Sverige til USA i ca. 1850 i håbet om at give sine drenge en bedre fremtid. De to drenge kommer væk fra hinanden, og siden ingen af dem taler engelsk, ender Håkan i San Francisco.

USA er i vækst, og der er mange typer af mennesker alle vegne. Håkans eneste mål er at komme til New York, hvor han vil genfinde Linus. Hans rejse bringer ham i kontakt med en farvestrålende række mennesker: En besynderlig kvinde uden tænder, en dement irsk guldinspektør, uendelige rækker af immigranter, en visionær naturforsker, en sadist, hesten Pingo og hans trofaste æsel.

Håkan vokser sig til en kæmpe af en mand, og han får tilnavnet ’Høgen’, som ikke kun er fordi hans navn er umuligt at udtale på engelsk, men også fordi rejsen udvikler ham til at blive skræmmende og nærmest overmenneskelig. I lange perioder rejser han alene, hvilket foregår i tilstand af uendelige meditative og gentagede bevægelser og tanker, hvor han bevæger sig rundt i landets fremmedhed og i sit sind.

Det synes af og til ret ensomt, men den dannelsesrejse Håkan er på, udstyrer ham med en sund distance til de mennesker, han møder, og de farer, han udsættes for. Han lever af at fange dyr i ørkenen og forsøger at hjælpe de nødstedte, som han møder, både mennesker og dyr, men ender alligevel uforskyldt på flugt som en efterlyst mand, der er under anklage for at have myrdet de kvinder og børn, han kæmpede for at hjælpe.

Forfatteren flygtede selv fra Argentina til Sverige, så det er svært ikke at se noget af ham i hovedpersonen og rejsen fra barn til voksen i en ensom verden. Beskrivelserne er som at se en film, og Hernan Diaz udtrykker selv de største begivenheder meget enkelt.