Anmeldelse
I den bedste mening af Tove Klackenberg
- Log ind for at skrive kommentarer
Svensk debut i femikrimigenren om den kvindelige anklager Svea og en grim sag om to myrdede børn. Dejligt med retssalsdrama i bogform!
Jeg elsker retssalsdramaer! Derfor blev jeg også glad, da jeg opdagede Tove Klackenbergs debut "I den bedste mening".
Dramaet udspiller sig i den fiktive svenske by Bäckby, der er i oprør over fundet af to myrdede børn. Børnene er blevet kvalt og fundet i hjemmet. Sagen virker oplagt, den unge, psykisk ustabile mor og hendes kæreste er fængslet i sagen.
Under retssagen bliver det dog mere og mere klart for den offentlige anklager, Svea Lundström Duval, at der er ugler i mosen – vidnernes forklaringer hænger ikke sammen, og eftersom børnenes mor nægter at udtale sig, er det lidt for nemt at rette mistanken mod hende.
Svea begynder derfor sin egen undersøgelse af sagen, og der er tilsyneladende nogen, der holder øje med hende og ønsker at skræmme hende væk.
Ud over at følge Svea på jobbet kigger vi hendes også i bedste femikrimistil over skulderen i privaten. Den smukke anklager har et anspændt forhold til sin mor, en lidt kikset dommerkæreste og en nyanskaffet hund.
"I den bedste mening" blev kåret som årets svenske krimidebut, da den udkom i Sverige. Jeg synes også at retssalsvinklen er forfriskende i den ellers linde strøm af krimiudgivelser om politiets arbejde, og derudover er plottet om de myrdede børn spændende.
Men (for det lå vist i luften her) jeg blev aldrig rigtig fanget af historien. Sveas karakter var nok en smule for karikeret til min smag – super smuk, så meget, at det er en gene på jobbet og samtidigt følelsesmæssigt lukket og en paragrafrytter grundet opvæksten med en hippieagtig mor.
Man kunne lidt strengt mistænke forfatteren for at have erstattet barn og mand med hund og hemmelig kæreste for ikke at ligge sig for tæt op ad andre svenske femikrimiserier, men det kan jo også bare være mig, fordi jeg i udgangspunktet ikke synes, personerne er troværdige.
Ret skal dog være ret, "I den bedste mening" var læst færdig i løbet af en enkelt weekend, så værre kan det jo heller ikke have været…
Brugernes anmeldelser