Hvid som jasmin

Årets – måske århundredets – smukkeste biografi handler om skuespiller Iben Nagel Rasmussen, der er datter af Halfdan Rasmussen, kærester med Eik Skaløe og meget, meget mere end det.

Iben Nagel Rasmussen…? Øh, hvem? Ja, som det også står skrevet i prologen til denne ubeskriveligt smukke biografi om skuespiller Iben Nagel Rasmussen, var hun i begyndelsen af sit liv først og fremmest kendt som værende nogens: Forfatterparret Halfdan Rasmussen og Ester Nagels datter og senere den berejste rockpoet Eik Skaløes kæreste. I begge tilfælde har Iben også fungeret som muse – altså en helt tredje dimension af det ”at være noget for nogen”. Men selvom Iben ikke har været så eksponeret som sin berømte far og sin berygtede kæreste, er hendes livshistorie på ingen måde mindre interessant end deres. Og når den tilmed fortælles, som den gør i Sille Jensens kunstværk af en bog, bliver oplevelsen ganske enkelt uforglemmelig.

Bogens indhold, form og stil komplementerer på fornemste vis den fortælling, der udgør Ibens liv: Fra hun som barn vokser op i et kærligt og kreativt forfatterhjem, over hendes politiske engagement, rejserne med Eik og stoffernes indtog og overtag, til hun finder sin vej i livet via skuespillets kunst hos Odin Teatret i Holstebro.

Iben blev født den 14. maj 1945 og er altså, set med danske øjne, et rigtig ”freds-barn”. Hun fortæller med kærlighed om barndommen i familiens hus i Saunte nær Hornbæk og tegner samtidig et billede af sine berømte forældre, hvor tiden og kønsrollemønstret gjorde, at faren så afgjort fik mere vind i sine skrive-sejl end moren. En af Sille Jensens illustrationer viser på smukkeste vis, hvordan Iben og hendes bror Tom som børn ligger og sover i deres senge om natten, mens moren Ester sidder ved skrivemaskinen med bordlampen tændt for at skrive. Hun skrev om natten, for om dagen passende hun hus og børn, så Halfdan kunne få lov at skrive. Ibens historie bliver på den måde også et stykke alment danmarkshistorie.

Allerede som 15-årig bliver Iben optaget af politik, da hun insisterer på at deltage i atommarchen i foråret 1961. Det politiske engagement er funderet i en stor lyst til at ændre verden til det bedre – en lyst hun deler med mange andre af datidens unge, bl.a. Eik Skaløe, der i år er portrætteret i Ole Christian Madsens film ”Steppeulven”. Filmen handler for en stor dels vedkommende om netop forholdet mellem Iben og Eik, så i den forbindelse er førstnævnte formodentlig blevet et navn, flere i den brede befolkning kan nikke genkendende til.

I sit inderlige ønske om forandring og forståelse af både sig selv og omverdenen bliver Iben som ung afhængig af stoffer. Hendes redning, som hun selv beskriver det, bliver mødet med Odin Teatret, som hun er så heldig at blive tilknyttet i 1966, og det har hun været siden. Hun er tydeligt dedikeret til sit fag, og det er berigende at læse om, hvad skuespillet og de mange oplevelser og erfaringer på dén konto har betydet for hende.

Og berigende er netop det rigtige ord for mødet med denne bog, som jeg uden tøven vil kalde årets, nej måske århundredets, smukkeste biografi.

Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.