Bog

Hvad skal vi lave i dag og andre noveller

Af (
1996
)

Anmeldelse

Hvad skal vi lave i dag og andre noveller af Øystein Lønn

01 aug.09

Indeholder ni noveller. Næsten alle skildrer forhold mellem mand og kvinde, og særligt kvinden står centralt i teksterne. Kvinderne er selvstændige og markerer sig med en naturlig selvfølgelighed, og dermed udstilles mændenes udsathed.

Novellerne fokuserer udelukkende på konkrete situationer. De slår ned på et bestemt punkt og afdækker eksempelvis et bestemt forhold mellem to personer ved hjælp af en meget præcis beskrivelse af detaljer og klare replikker. Fortællingerne er barberet for udenomssammenhænge. En minutiøs registrering af personernes kropssprog og sanseindtryk er læserens eneste tilgang til personernes indre liv. Det er som regel få, men udvalgte detaljer, der observeres og beskrives.

Novellerne er hverdagshændelser af den begivenhedsløse slags, hvor der er fokus på de erkendelsesmæssige vilkår, samtiden tilbyder mennesket. Der findes ikke nogen overordnet sammenhæng, verden er uoverskuelighed, og derfor er Lønns personer hele tiden på jagt efter en form for sammenhæng.

Først er der den trygge realitet, men umærkeligt og gradvist fjerner forfatteren sikkerheden under sine personer og forvandler verden til noget fremmed og absurd, på én gang lokkende og truende! Og i de situationer, hvor trygheden forsvinder, og rådvildheden sætter ind, tvinges personerne til at vælge. Mennesker har brug for hinanden, og hvis de kan finde sammen, kan det det betyde, at de overkommer deres angst.

Lønn beskriver middelklassen; de ressourcestærke tabere, som befinder sig i en situation, hvor de kan gøre meget lidt eller slet ingenting. De er slet ikke engageret i samfundsudvikling og samfundsfænomener, men bruger deres engagement helt andre steder, i det små, i det private. For det de tidligere var engageret i, er ikke længere deres liv, deres virkelighed, deres arbejde. Hvad skal de så engagere sig i??

Personerne føler, de lever unyttige liv. Ganske enkelt fordi ingen har brug for dem. De har f.eks. mistet jobbet, de er veluddannede og skulle under normale omstændigheder have arbejde, karrieremuligheder osv. Deres liv skulle være velordnede, men er det modsatte. Ja, hvad skal de lave i dag?

Lønns minimalistiske skrivemåde rendyrkes i denne samling, og dialogen er central! Der siges ikke så meget, men ved at lade sætningerne ligesom blive hængende et øjeblik, åbner forfatteren for skjulte betydningslag og får tvetydigheden blotlagt og hentet det frem, som er lige under overfladen: begæret, angsten, drømmen … Dialogen står i dramatisk kontrast til den nærmest demonstrativt udramatiske udvikling af situationen.

Teksterne er så åbne, at man som læser selv må konstruere sammenhænge, og disse kan kun konstrueres ud fra de spor, som findes i teksten. Dermed bliver det, at der ikke findes faste og allerede etablerede sammenhænge både et tema og en læsererfaring. De fragmenterede tekster aktiverer læseren, meddigtning bliver en nødvendig forudsætning for læsningen.

Lønn er en meget skandinavisk forfatter med stor kærlighed til hjemlandets vejrlig og særlige lys, så selvom der er meget fokus på personerne, er omverdenen ikke fraværende.

For ’Hva skal vi gjøre i dag? og andre noveller’ vandt Øystein Lønn Nordisk Råds litteraturpris i 1996. Og det betød, at hans til dansk oversatte bøger i sidste sekund blev reddet fra papirmøllen!

Lønn er i Norge en rigtig ’forfatternes forfatter’, ’kritikernes yndling’ – og en stor inspirator for den yngre litteraturgeneration. Norges svar på Raymond Carver og regnes sammen med Kjell Askildsen for Norges største novelleforfatter.

Lønn forklarer i et interview i litteraturmagasinet Standart om minimalisme: ’Den betegnelse kan rumme alt fra dele af de islandske sagaer til Solvej Balles ’Ifølge loven’. Kort sagt: jeg vil ikke forklare, men se. Og dertil er minimalismen et godt egnet middel. Derudover tror jeg, at et minimalistisk udtryk er velegnet til novellens form, en novelle er jo en historie, som er større end sig selv.’ (nr. 2 maj-august 1997)

Prøv ham – han er én af dem, der bli’r hængende, længe efter at man er færdig med at læse!!

Bogdetaljer

Forlag
Cicero
Oversætter
Annelise Ebbe
Faustnummer
21214442
ISBN
9788777142321
Antal sider
141

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer