Anmeldelse
Hvad nu hvis… fantasien tager magten
- Log ind for at skrive kommentarer
Tegneserien er flot og farverig og tager udgangspunkt i urolighederne i Frankrig i 1968 og indeholder fantastiske tegninger af Paris.
Serien ’Hvad nu hvis…’ tilføjes endnu et bind, som denne gang tager udgangspunkt i urolighederne i Frankrig i 1968. Som i de foregående bind får vi her en alternativ version af de historiske begivenheder, der er gennemført og spændende, men som kræver et vist niveau af kendskab til de historiske fakta hos læseren for at opnå det fulde udbytte.
I maj 1968 er der optøjer i Frankrig som en reaktion på de Gaulles konservative regime, og et mylder af organisationer og fraktioner med forskellige interesser er involveret i den blodige kamp om magten. I denne version af historien finder der et stort kup sted under urolighederne, og 200 millioner franc, der skulle have været leveret til Vincennes-fortet på ordre fra præsidentpalæet, forsvinder, da en gruppe maskerede røvere angriber transporten.
Plottet handler om en af disse mænd, der efter røveriet bliver slået ned under optøjerne, og som fem år senere vågner op i et helt nyt og farverigt Frankrig. I denne alternative udgave af virkeligheden følger vi denne mand, der nu vil have hævn over sine tidligere medsammensvorne. De svigtede ham i kampens hede og lod ham rådne op på et hospital udenfor byen, mens de udnyttede øjeblikkets momentum og nu er højt på strå i det nye Frankrig. Historiske figurer som Georges Pompidou, Francois Mitterand, Daniel Cohn-Bendit, Jacques Chirac, og endda Jim Morrisson figurerer alle i denne nye tegneserie, der forestiller sig, hvad der kunne være sket i Frankrig, hvis de Gaulle var død under urolighederne i 1968.
Denne nye tegneserie er meget flot og farverig og indeholder fantastiske tegninger af Paris. Der er virkelig kælet for detaljerne i især bygninger og landskaber, og det er et lækkert album. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at den gik lidt mere i dybden med de forskellige personer og deres motiver. Det er, som om der skal klemmes lidt for meget ind i dette bind, og det overordnede indtryk bliver en smule rodet og overfladisk. Historien, om, hvordan magtfulde mænd altid finder en vej og om politik og idealer i en brydningstid, er virkelig spændende men kunne være mere nuanceret. Men på plussiden lider forfatterne ikke af mangel på originale ideer til historier, så mon ikke der kommer flere bind i serien?
Dette femte bind af ’Hvad nu hvis…’ er måske mest for de historieinteresserede tegneseriefans og nok noget mere udfordrende for den almindelige læser.
Brugernes anmeldelser