House of cards - sidste stik

Udover at være basalt spændende og godt skruet sammen, er House of Cards – Sidste Stik befolket med ”rigtige” mennesker på godt og ondt, der reagerer, igen på godt og ondt, på verden omkring sig.

Forfatteren til House of Cards, Michael Dobbs, citeres på omslaget for at have sagt, at ”John Major mente, at House of Cards havde gjort for hans arbejde, hvad Dracula havde gjort for babysitting. Jeg tog det som et kompliment.” Efter at have læst House of Cards-trilogien, så forstår jeg godt den tidligere britiske premierminister, og jeg er også ganske sikker på, Dobbs tog det som en kompliment. Intriger, magtkampe og politisk kynisme er nemlig centrum, når personerne i bogen folder sig ud, og de fremstår foruroligende realistiske. Ganske som man fornemmer Dobbs glæde ved at skrive om politikere og deres gerne beskidte gøren og laden.

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg – foruden at have et usundt forhold til kaffe og bøger – er politiknørd af en anden verden. Noget af det første TV, jeg rigtig husker, var to mageløse BBC-serier, nemlig Yes, Prime Minister og House of Cards. Derfor sprang jeg også fluks til, da jeg fik mulighed for at anmelde sidste del af Michael Dobbs’ trilogi.

Hvis man har set Netflix eller den gamle BBC-serie af samme navn, så har man en idé om, hvad man kan forvente sig. Nedrige politiske rævekager og en skurk, der er svær ikke at synes om. Nu har jeg i virkeligheden altid haft lidt svært ved at se Francis Urquhart som en skurk. Urquhart er ikke den typiske todimensionelle skurk, men en velbeskrevet person, som man ofte måske ikke ligefrem får fattet sympati for, men hvis motiver og handlinger man forstår og kan relatere til. Det er i det hele taget styrken i House of Cards – Sidste stik. Udover at være basalt spændende og godt skruet sammen, så er den befolket med ”rigtige” mennesker på godt og ondt, der reagerer, igen på godt og ondt, på verden omkring sig.

Der går en meget sigende historie om, at Dobbs fandt på Francis Urquhart efter et skænderi med sin daværende chef, Margaret Thatcher. Efterfølgende sad Dobbs hjemme i en mindre brandert og forsøgte at få sine tanker ned på papir. Det eneste, han fik skrevet, var ”F.U.” - som i ”Fuck You”, og det fiktive konservative medlem af det britiske parlament var født.

Uden at skulle røbe det dybere plot i Dobbs politiske thriller, så finder Urquharts problematiske fortid som ung officer på Cypern vej til overfladen i forbindelse med fredsprocessen på den delte ø. Efter at have kæmpet sig til magten i det konservative parti i bind et og sat monarkiet på plads i bind to forsøger vor mand F.U. sig nu i den noget uvante rolle som fredsmager. Bogen igennem formår Dobbs at få mest muligt ud af sin hovedperson, inden det sidste punktum sættes både for serien og for Urquhart. Man kan i øvrigt sagtens læse House of Cards – Sidste stik uden at have læst de to foregående bind i trilogien, men læseoplevelsen bliver dog større af et vist forhåndskendskab.

Der er dog nogle småting: En af dem er Dobbs skrivestil. Han er ualmindeligt glad for lange, til tider lidt vel kringlede, sætninger. En af de mere ekstreme er en halv side lang. Det er selvfølgelig en smagssag, men selvom jeg holder meget af Dobbs, så var det i til tider et irritationsmoment. En anden ting, og det er virkelig en lille ting: Men man kan godt fornemme, at bogen er skrevet i midt-90’erne. Der er et eller andet ved stemningen og manglen på nutidige teknologiske dingenoter samt fraværet af de for politikere vigtige sociale medier, der skinner igennem.

MEN det er småting, og overordnet er bogen velskrevet, svært underholdende og nærmest som et solidt skud euforiserende stoffer lige i armen for enhver politikinteresseret læser.