Horatius

Niels Brunse har skænket verden et dramatisk, virtuost værk, der lovpriser venskabet og minder læseren om den immanente styrke i romangenren og i Shakespears drama.

Det er ikke første gang, at en karakter fra et skuespil er blevet til en romanfigur. Og det med god grund. For der er meget at hente i de store, klassiske dramaer. Blandt andet nogle stærke personligheder, som fortjener at blive foldet ud. Sidste år udkom romaerne om tre af Ibens karakterer fra Et Dukkehjem. Og nu er turen – heldigvis – kommet til Shakespears ’Hamlet’.

Romanen starter, hvor den slutter. I en sygeseng. Personen i sengen hedder Hans, eller Horatius, men mere om det om lidt. Fra sygesengen husker han tilbage på sin tid som prins Hamlets betroede ven. Et venskab der kom sig af, at Hans studerede teologi i Wittenberg. Scenen er sat. Året er omkring 1600. Prinsen af Danmark kommer til byen og læser ved samme universitet som Hans. Og herfra vokser et venskab, tæt og ugennemtrængeligt. Sammen læser de digte og ridder ture, hvor de taler om mening og manglen på samme.

Da Hamlet en dag må vende tilbage til Danmark, er det med stor sorg for begge. Ved afskeden citerer Hans Horates, der skrev en ode, da hans ven Vergil steg på et skib for at sejle til Grækenland. ” Prinsen smilede. ”Fra nu af skal du være min Horatius” sagde han, og det blev det navn han brugte i de breve, han sendte mig fra Danmark ”. Senere bliver Hans kaldt til Danmark, da Hamlets far, kongen af Danmark, er død.

Brunse formår at fremstille Hans og prinsen på så ærlig en måde, at man ikke kan andet end holde af dem. Deres forhold er noget ganske særligt, og deres samtaler i bogen står for mig som de fineste scener. Tag dog ikke fejl. ’Horatius’ er en roman med et højt tempo, hvilket blandt andet gøres tydeligt ved inddelingen i mange og korte kapitler. Man drives frem af historien og dramaet. Men det er momenterne mellem det hektiske og dramatiske, hvor Hans og Hamlet sidder ved et piletræ og funderer over livet og meningen med samme, der står klarest i min hukommelse efter endt læsning. Og det er da også her, at venskabets kraft for alvor skinner igennem.

På mange måder er det befriende med en roman, der ikke handler om erotiske kærlighedsforhold. For de er der også, men de er ulykkelige og uforløste. Venskabet mellem Hans og Hamlet står langt stærkere og fylder mere. Og de følelser, som kan opstå i sådanne relationer, er også omtalt. Omsorgen for den anden er noget af det fineste, vi mennesker indeholder.

Brunse er i høj grad tro overfor skuepillet Hamlet. Man kan på alle måder mærke, at han er ekspert. Og det gør ham også så uovertruffen god til at fremstille Hans. Hen imod slutningen får man dog alligevel følelsen af at kende historien så godt og at den er så tro mod den oprindelige, at der ikke som sådan er noget nyt under solen. Men det er spændende at følge Horatius, der var den eneste overlevende efter den skæbnesvangre fægteduel, som man kender den fra skuespillet Hamlet. Det skal tilføjes, at bogen sagtens kan læses, selvom man ikke har stiftet nært bekendtskab med skuespillet ’Hamlet’.

Tak til Brunse for at minde os om, at vi ikke blot læser romaner for den gode histories skyld, men også for at møde karakterer, vi lærer så godt at kende, at de følger os resten af livet. Som en god og tro ven.