Hjerteknuser

Spændende og aktuel krimi, hvor en ung mand anklages for mordet på en jævnaldrende pige, mens norske højreekstremister spiller et uhyggeligt spil.

Vi mødte makkerparret, journalisten Viljar Gudmundsson og politiefterforskeren Lotte Skeisvoll, i ’Maestro’, hvor de var involveret i en voldsom og spektakulær sag, der rystede dem begge. Siden sagen har der udviklet sig en vis fortrolighed imellem dem, så da Viljars søn Alexander bliver anklaget for mordet på den smukke og ombejlede Emilie, beder han Lotte om hjælp. Hendes relation til Viljar og Alexander kommer dog til at stå i vejen for hendes funktion som efterforskningsleder. Sideløbende med drabsefterforskningen møder vi Terje Nitten, der er en af lederne i den stærkt højreekstremistiske gruppe Norsk Modstand. Gruppen planlægger en aktion, der skal vise, hvor sårbart det norske samfund er, når det rammes af islamistisk terror.

Samtidig med at Geir Tangen har skruet en spændende og aktuel handling sammen, leger han også med genren og fletter indtil flere norske krimiforfatteres bøger ind i handlingen. Han siger, at både ’Maestro’ og ’Hjerteknuser’ er en hyldest til krimigenren og indrømmer i sit efterord, at han har stjålet fra adskillige forfatterkolleger. Han lader for eksempel vennen Johs sige: ”Altså jeg har det fra krimiforfatteren Chris Tvedt ’Rimelig grund til mistanke’”. Det er også vennen Johs, som er psykolog og forhenværende stofmisbruger, der udpeger de fem hyppigste hovedmotiver for drab: jalousi, penge, had, hævn og trusler. Motiverne kender vi fra utallige kriminalromaner.
Geir Tangen er desuden meget optaget af de højreekstremistiske og islamfjendtlige miljøer i Norge, som han omtaler som ”det hvide raseri”. De personer, han har skabt til romanen, betegner han som smådrenge i forhold til virkeligheden.

Selv om vi meget hurtigt bliver præsenteret Terje Nitten, der har sin helt egen uhyggelige dagsorden og på en eller anden måde synes at være indblandet i mordet på Emilie, der er adopteret fra Uganda, så bevares tvivlen om Alexanders rolle. Som læser føler man med Viljar, der som far vælger at tro på sønnens uskyld og vil gøre alt for ham, samtidig med at han lidt naivt lukker øjnene for kendsgerningerne. På trods af at rigtig meget peger på Alexander som gerningsmand, nægter Alexander selv at se alvoren i øjnene: Han var med til den fest, hvor Emilie blev myrdet, han var forelsket i Emilie, han havde drukket og taget stoffer, og ikke mindst flygtede han fra gerningsstedet i sin fars bil. Han roder sig også ud i adskillige bortforklaringer og selvmodsigelser, og det gør ikke situationen bedre, at han har ADHD og ofte glemmer at tage sin medicin.

Bogens kapitler veksler mellem den kronologiske efterforskning, Terje Nittens spil og genfortællingen af festen, som de unge, der deltog, hver især oplevede den. Det er rimelig genialt at lade de unge fortælle deres egen version af hændelsesforløbet under festen i deres eget sprog.

’Hjerteknuser’, som også er titlen på den sang, Viljar sang for Alexander, da han var lille, er andet bind i det, der skal blive til en trilogi. Tredje bind har fået arbejdstitlen ’Død mands tango’. Den glæder jeg mig rigtig meget til at læse!