Anmeldelse
Himmelskibet af Sophus Michaëlis
- Log ind for at skrive kommentarer
Science fiction roman fra 1921 om en gruppe desertørers rejse til Mars.
"Himmelskibet" bygger på filmen af samme navn fra 1918, som blev produceret af Nordisk Film med manuskript af Sophus Michaëlis. Der er dog forskel på bl.a. slutningen på film og bog. Bogen genudgives nu af Science Fiction Cirklen, som både udgiver ny science fiction og ældre forfattere, der fortjener en renæssance.
Hovedpersonen i "Himmelskibet" er den italienske soldat Ercole Sabene. Under 1. verdenskrig er han tæt på at blive dræbt under et angreb, men i stedet vågner han op et fremmed sted, som viser sig at være et ’himmelskib’ (rumskib). Her møder han en række andre soldater fra forskellige lande, som alle er deserteret og nu er på en fantastisk rejse til Mars. Deres drøm er at finde en verden, hvor de kan leve i fred og broderskab, og efter en lang og farefuld rejse lykkes det dem at lande på Mars, som bebos af et æstetisk udviklet folk.
”Himmelskibet” har næsten 90 år på bagen, og det betyder selv sagt, at man ikke kan læse den og forvente at få en nutidig science fiction roman. Ikke desto mindre har romanen stadig noget at give nutidens læsere, og især hjælper efterordet ved Niels Dalgaard læseren til at få en fuldgod oplevelse.
Man kan grine lidt for sig selv over rumskibet og teknologien heri, ligesom nogen af Ercole tanker bliver rigeligt højtflyvende for en nutidig læser. Men andre emner er stadig interessante, og jeg fandt f.eks. tanken om, at forskellen på fortid, nutid og fremtid kun afhænger af afstanden man ser dem på ganske interessant. Et andet emne er Utopi-begrebet. Her diskuterer Ercole hvorvidt et utopia har myg eller ej. Myg er generende for mennesket, men de er også Guds skaberværk. Så hører de til i et utopia?
Jeg synes, "Himmelskibet" var interessant læsning, men det er nok ikke en bog, man skal tage med til stranden for at slappe af. Den kræver, at man giver sig tid til at falde ind i stilen og accepterer den gammeldags opbygning. Gør man det, synes jeg, at man får en interessant oplevelse, og jeg er glad for, at Science Fiction Cirklen også udgiver disse mere kuriøse ting.
Science Fiction Cirklen, 2008. 177 sider.
Brugernes anmeldelser