Hils paa hr. Wodehouse

Med makkerparet Jeeves og Wooster skabte Wodehouse en udødelig kombination, der er gået over i den litterære historie på samme måde som Sherlock Holmes og Dr. Watson.

Anbefalet af bibliotekar Sanne Caft, Gentofte Bibliotekerne

Lån bogen på

Bertram Wilberforce Wooster
Freddie Fitch-Fitch
Galahad Threpwood
Chutbert Banks
Stanley Featherstonehaug Ukridge
Bingo Little

Første gang jeg læste en af Sir Pelham Grenville Wodehouses romaner, var jeg solgt. For hvad andet kan man end at overgive sig til et persongalleri med den slags navne? Og når så personernes handlinger, overvejelser og sprogbrug er lige så farverigt, var der ingen vej tilbage: jeg var blevet Wodehouse-fan!

Hvad var det så, jeg var blevet fan af? Altså ikke fan på den måde, at jeg har idolplakater hængende på skråvæggene og skriver Wodehouse på mit pølseformede, brune læderpenalhus. Den slags lyster har jeg heldigvis aldrig haft. Men fan på den måde, at jeg jævnligt vender tilbage til de mange romaner, som jeg har stående i mere eller mindre faldefærdige eksemplarer i reolen. Møjsommeligt indkøbt i årenes løb i den slags antikvariater, hvor det mest antikke er skiltets gotiske bogstaver og indehaverens leverpostejmad, der ligger og oser på disken ved siden af lommeregneren anno 1981.

For med makkerparet Jeeves og Wooster skabte Wodehouse en udødelig kombination, der er gået over i den litterære historie på samme måde som Sherlock Holmes og Dr. Watson. Og som er blevet foreviget i en tv-serie i bedste BBC-stil med Hugh Laurie som en legemliggjort udgave af den åh så britiske unge levemand, der går meget op i om hans gamacher er sidste mode og om slipseknuden er bundet efter de nyeste forskrifter. Og med Stephen Fry som Jeeves; det uomgængelige faktotum med et ordforråd som Oxford English Dictionary, ulastelige manerer og sans for at servere five o’clock tea på slaget fem. Ikke fem sekunder før og ikke fem sekunder efter.

Unge Bertie roder sig ustandseligt ud i problemer af uoverskuelige proportioner. Uagtet hans intentioner altid er ædle og hans forsæt stålsat. Berties liv i 1920’ernes London og på de store herresæder på landet er fyldt med intriger og forhindringer, der enten udspiller sig omkring én af hans utallige stålsatte tanter eller én af hans lige så utallige venner. Og det kræver altid hele Jeeves’ kringlede hjernekapacitet og knivskarpe intellekt af løse de spegede tråde ud. At finesserne, detaljerne og den minutiøse planlægning oftest går hen over hovedet på Bertie, er et faktum, som Jeeves må inddrage i sine overvejelser.

At læse Wodehouse er som at spise fyldte chokolader – uden at kvalmegrænsen nås og angeren sætter ind. Jeg er vild med romaner, hvor ”ufravigelig kendsgerning” gnubber sig op ad ”antageligt stødende breve med ækle efterskrifter” side om side med ”beflittede lommetørklædet” skarpt forfulgt af ”vattet og løsagtig døgenigt” og sluttelig ”mange læger anbefaler slig afholdenhed som helsens sande væsen” – når talen falder på det problem, at Bertie ikke kan få lov til at ryge for sin viljestærke tante. Det ligger alen over ”rygning frabedes”.

Wodehouse voksede op i slutningen af 1800-tallet i det engelske grevskab Surrey og tilbragte sin barndom på kostskole og blandt sine mange tanter og onkler. Hans historier udspiller sig i det engelske overklassemiljø i 1920’erne og emmer af engelsk adel, herreklubber med dybe Chesterfield lænestole, håndvarm cognac og knitrende eksemplarer af The Times.

Med ”Hils på Hr. Wodehouse” er der kommet en nyoversættelse af nogle af de mest sprudlende Wodehousehistorier. En oversættelse, der stadig benytter sig af dobbelt-a, men ikke af versaler ved substantiver. Man får den rette fornemmelse af alderdom og patina, som en Wodehouse-historie skal have. Det ville være forkert at læse den med fuldstændig nutidig tegnsætning, for det ville fjerne en vigtig del af charmen.

Og så er det på sin vis dejligt at læse en udgave, der ikke lugter af gammel cerutrøg og hengemt ostemad – og så alligevel ikke. Så jeg vender nok trods alt tilbage til mine egne udgaver med slidt papryg og æselører. Hvis jeg ikke vælger at kaste mig over de 5 stykker i rød læderindbindning og med marmorering på inderbladet, det er lykkedes mig at erhverve. Dét er ren nydelse.


Oversat af Kristoffer Mogensen. Forum, 2002. 239 sider