Anmeldelse
Gule roser
- Log ind for at skrive kommentarer
Genfundet forfatterskab skriver nye kapitler til den danske litteraturhistorie.
At sætte ord på Rud Langes ’Gule roser’ er som at forsøge sig med en rutebeskrivelse ud af Minotaurus’ labyrint. Det starter klart og enkelt (højre-venstre, venstre-højre), men på et tidspunkt bliver beskrivelsen så forvirrende, at den ikke længere giver mening. Men her er da et forsøg:
Forfatteren Rud Lange arver et manuskript fra sin afdøde ven Viktor. Han beskriver indledningsvis (igennem et brev til sin mor, som han har skrevet i en fængselscelle, hvor han sidder i forvaring for et mordforsøg på en ung dreng), hvordan han har fundet grundformen for alt organisk liv i form af et lille dyr, der er en blanding af en elefant og en flue. Opdagelsen har givet Viktor lysten til at blive zoolog, og drømmen om at blive en anerkendt forsker lever i bedste velgående, lige indtil brevet slutter. Herefter møder vi Viktor igen – denne gang på et sindssygehospital, hvor han er gæst (eller indlagt?). Han kæmper med sin nattesøvn og sine vrangforestillinger, indtil han kommer i snak med en gal mand, der - i sorgen over at have mistet sin kone - tilsluttede en elektrisk klokke til hendes kiste. På den måde kunne hun ringe efter ham, hvis hun nu skulle vågne, og da klokken så endelig ringer, så… Ja, så ender det ikke så godt.
Forvirret?
I så fald lever denne anmeldelse op til romanens essens. For ’Gule roser’ er en forvirrende roman (ikke uden grund, at redaktøren kalder den for ”en litterær kinesisk æske af forvirring” i sit efterord), men det gør det skam ikke til en dårlig roman. Nej, på ingen måder. Det er bare ikke den type roman, der leverer en medrivende historie og et stort følelsesmæssigt klimaks til sin læser. Det er historien – på sine godt og vel 80 sider – simpelthen for knudret og indforstået til.
Så hvorfor overhovedet læse den?
Netop fordi den på ingen måder er en almindelig roman. Tværtimod er det en mørk og mystisk fortælling, der drager os ind i hovedet på en mand, som har tabt al greb om virkeligheden. Den direkte adgang til Viktors tanker og følelser er et fascinerende indblik i et vanvittigt menneskes forkrøblede tankegang, og der er ikke umiddelbart mange danske romaner, der på den måde slipper halsbåndet om psykoserne, lader dem får frit spil på siderne. Hvis historien skrevet med en 3. persons fortæller, så havde bogen formentlig ikke været halvt så interessant.
Desuden er den et lille stykke litteraturhistorie. Rud Lange har – indtil nu – været et ubeskrevet blad trods det interessante forfatterskab, som man kan læse mere om i efterordet til bogen. Det er svært at pege på andre danske forfattere, der på samme måde behandler et menneskes sindssyge sind. Der skal vi nok udenlands til Gøgereden af Ken Kesey, Den fremmede af Camus eller den fremragende Det gule tapet (hvad er det med den farve…?) af Charlotte Perkins Gilman.
’Gule roser’ er ikke i samme liga, som de bøger, men den er fascinerende, og for de, der tør prøve kræfter med en historie langt væk fra triviallitteraturen, så er Rud Langes roman så oplagt et besøg (på anstalten?) værd.
Nå ja, forresten. Viktor møder også sin store kærlighed på et tidspunkt. Men hvis du tror, det er udvejen af labyrinten, så må jeg advare dig. Det er blot endnu en forgrening i dette endeløse virvar af forvirring. Lidt forløsning er der dog. Han spytter en lama i hovedet, og hvem har ikke altid drømt om det.
Brugernes anmeldelser