Fuglene

Landsbytossen Mattis lever stærkt i bevidstheden: Et enfoldigt, men ekstremt følsomt menneske, som glædes over naturen. ’Fuglene’ er en fremragende roman.

Nordmanden Tarjei Vesaas roman fra 1957 er nyoversat og med god grund. Som læser følger man Mattis og hans både dybsindige og overfladiske tanker hele dagen. Trods hans sendrægtighed i hverdagen kommer man helt ind til kernen i det at være et menneske.

En bibliotekar fra Vrå anbefalede ’Fuglene’ til mig i 1970’erne, og siden da har jeg læst den med stille begejstring hele tre gange. Sidste gang i denne forfriskende oversættelse ved Jannie Jensen og Arild Batzer.

Mattis bor med sin søster, Hege, på et lille sted nær skov og sø. Hans afhængighed og hengivenhed for Hege går som en varm strøm gennem hele romanen. Tanker og følelser skøjter igennem ham. Usikker som han er på sine oplevelser, skal han hele tiden konfrontere Hege med sin tågetale. Han tager varsler efter fuglene og deres adfærd. En trækkende sneppe er brugt før i litteraturen og en vadefugl der hilses velkommen. Stor er Mattis sorg da sneppen bliver skudt.

Mattis er ikke meget værd som arbejdskraft, og han ved det godt. Alligevel behandles han med forståelse og overbærenhed af sine medmennesker, som kalder ham: Tusten. ”Jobbet” som færgemand bliver skæbnesvangert for Mattis: Mødet med to unge piger bringer ham langvarig lykke, hvorimod besøget af en skovhugger truer hans fortsatte eksistens.

Mattis udtrykker sine kvaler med livet i sine evindelige spørgsmål til søsteren: ”Hvorfor er det sådan? ”, Hvorfor er jeg sådan? ” Spørgsmål, som ethvert menneske vil stille sig selv og forsøge at komme overens med.